Ild i rækkehus

Et rækkehus i den sydlige del af Odense brændte tidligt mandag morgen. Årsagen var glemt tøj på en tændt kogeplade.

Grueligt galt

Klokken 07.04 lød en melding om brand i et rækkehus i Østerdalen i Skt. Klemens. I huset bor en mor med sit barn.

Ambulance, brandvæsnet og politi blev sendt til adressen, hvor huset stod i flammer. Røgdykkere kunne dog konstatere, at der ikke var nogle personer i huset på det tidspunkt.

- Taget tidspunktet i betragtning så kunne det jo have gået grueligt galt, siger vagthavende ved Odense Politi.

Politiet fortæller, at årsagen til branden var noget glemt tøj på en tændt kogeplade i køkkenet. Ifølge politiet udbrændte køkkenet, mens resten af huset blev sodskadet.

Uheldig omgang med ild

Politiet skal nu tage stilling til om der er sket en overtrædelse af beredsskabsloven.

- Det er, hvis man kan konstatere uheldig omgang med ild, så risikerer man en bøde, fortæller vagthavende.

Oversigt

    Oversigt