I det fynske folks tjeneste

Ildsjæle får økonomisk indsprøjtning til underværker

Fem projekter på Fyn, Ærø og Langeland får tilsammen 1.150.000 kroner i støtte af Realdania.

Foto: Realdania

Overalt i landet forvandler lokale ildsjæle bygninger, byer og boligområder til nye rammer om oplevelser og fællesskab.

Nu bliver en håndfuld ildsjæleprojekter på Fyn, Ærø og Langeland til virkelighed med en økonomisk håndsrækning fra Realdanias ildsjælekampagne, Underværker.

På Ærø skal Motorfabrikken i Marstal være samlingssted for unge og gamle opfindere med motorolie i blodet.

I Ollerup har lokale kræfter sat sig for at forvandle en gammel stald til køkken-workshoprum, som blandt andet skal huse et folkekøkken og debatarrangementer for blandt andre flygtninge.

Lokale ildsjæle drømmer om at vække det tidligere godskontor i Tranekær på Langeland til live som ramme om blandt andet frivilligcafé, byttecentral og "ting-bibliotek". Nu skal de udvikle et projekt, der kan gøre drømmen til virkelighed.

I nordfynske Krogsbølle skal byens ildsjæle i gang med at udvikle et koncept, der forvandler en grund, der står tom efter nedrivning, til lokalsamfundets levende mødested.

Og i Middelfart vil Dykkerklubben Marsvinet udvikle et projekt, som kan støbe fundamentet til et nyt multifunktionshus til maritim naturformidling.

Mens ildsjælene i Marstal og Ollerup er klar til at bygge, har de øvrige tre projekter fået støtte til at udvikle deres projekt med støtte fra en professionel rådgiver.

I alt er 25 projekter fra hele landet udvalgt til en støtte som samlet løber op i 10,9 millioner kroner.

Læs også Nyborg Slot forsynes med havudsigt

Fakta om de fem fynske projekter

Oasen Krogsbølle Midtby, Nordfyns Kommune
Rundt om i landet bliver faldefærdige boliger på landet revet ned. I Krogsbølle vil lokale nu omdanne en grund, der ligger tom efter nedrivning, til lokalsamfundets mødested. Projektet omfatter rydning, landskabsbearbejdning og forskønnelse af grunden. Foreningen Oasen Krogsbølle Midtby, som involverer beboere fra hele byen, er projektejer. Støtten gives til projektudvikling.
Støttebeløb: 100.000 kroner.

Den Lokale – fællesskab i Tranekær, Tranekær i Langeland Kommune
Det tidligere godskontor i Tranekær, en fredet bygning fra 1905, skal vækkes til live med aktiviteter som det bæredygtige andelsfællesskab mellem fødevareproducenter og lokale, kaldet ’Den Lokale’, frivilligcafé, byttecentral og ting-bibliotek. AndelsTanken Langeland er projektejer. Støtten gives til projektudvikling.
Støttebeløb: 100.000 kroner.

Fra klub til maritimcenter Lillebælt i Middelfart, Middelfart Kommune
Et multifunktionshus til naturformidling, klubaktiviteter og undervisning skal være udgangspunkt for maritim naturformidling. Målet er at gøre lokale og besøgende klogere på naturen under overfladen. Dykkerklubben Marsvinet er projektejer. Støtten gives til projektudvikling.​Støttebeløb: 100.000 kroner.

Jord-til-bord køkken-workshop, Ollerup i Svendborg Kommune
Forvandling af stald til køkken-workshoprum. Målet er at skabe et levende lærested for økologisk lokal fødevareproduktion, hvor erfaringer spredes, og stedet skal være ramme om fx folkekøkken og debatarrangementer med flygtninge. Bag projektet er Øko-net, Lev & Lær Husmandsstedet og det økologiske landbrug Økologi på Ærtevej.Støttebeløb: 100.000 kroner.

Motorfabrikkens samling og værksted, Marstal i Ærø Kommune
Omdannelse af tidligere motorfabrik til samlingssted for unge og gamle opfindere med motorolie i blodet. Her skal der bl.a. være værksted, motorsamling og makerspace. Bag projektet er Startpatronerne – Motorfabrikken Marstals Støtteforening og Motorfabrikkens Erhvervsdrivende Fond, som er under stiftelse. Støttebeløb: 750.000 kroner.

Læs også Gode erfaringer: Pressede landsbyer skal stoppe slagmål

Fakta om kampagnen Underværker

Med kampagnen Underværker har Realdania støttet byggende ildsjæle siden 2014.

Kampagnen sætter fokus på den værdi og forandringskraft, der ligger i frivillige ildsjæles arbejde med det byggede miljø. 

Gennem støtte til realisering af konkrete projekter, hjælper Underværker ildsjælene med at gøre deres idéer til virkelighed. De støttede projekter er vidt forskellige, men har det til fælles, at de skaber udvikling og fællesskaber lokalt og med det byggede miljø som springbræt.

Der er gennemført fem ansøgningsrunder. Sjette og sidste ansøgningsmulighed har frist i starten af 2018.

Alle ansøgninger er vurderet af et bedømmelsesudvalg. Den endelige tildeling af støtte er foretaget af Realdanias direktion.