I det fynske folks tjeneste

12 kilometer til nærmeste butik: Ildsjæle vil have købmand til Nørreby

Lokal arbejdsgruppe vil have dagligvarebutik tilbage til Nørreby på Nordfyn. Første skridt på vejen er et borgermøde 4. April.

00:29

David Lorentzen og Niels Bo Nielsen er begge med i den arbejdsgruppe, der arbejder for at få en dagligvarebutik tilbage til Nørreby.

Tirsdag klokken 18 drejede Lokalbrugsen i Nørreby nøglen om for sidste gang. Men allerede nu ser det ud til, at landsbyen måske alligevel ikke er helt færdig med at have en dagligvarebutik.

En lokal arbejdsgruppe med David Lorentzen i spidsen har sat sig for, at indbyggerne i Nørreby igen skal kunne handle lokalt, når de køber ind til aftensmaden.

Derfor har de taget initiativ til et borgermøde 4. april i Nørreby Forsamlingshus. Her vil de præsentere, hvad de ser af muligheder for, at der igen skal være dagligvarebutik i Lokalbrugsens gamle lokaler.

- Står det til mig, så skal der åbne en butik inden for ganske få måneder. Det må ikke blive normalen, at der ikke er en butik i området, for så vænner folk sig til det. Tid er en faktor her, siger David Lorentzen.

Arbejdsgruppen består udover David Lorentzen af Niels Bo Nielsen, Claus Halsgård Petersen og Ulrik Meyer Nielsen.

Læs også Lokalbrugs lukker efter 122 år

Tilkendegivelser fra Dagrofa og Go'on

Arbejdsgruppen har været i kontakt med Dagrofa, som er åbne over for idéen. Derudover har de  talt med benzinselskabet Go’on om mulighederne for, at også tankanlægget ved Lokalbrugsens gamle lokaler skal åbne igen. 

- I første omgang skal vi finde ud af, om der er opbakning i lokalsamfundet. Det handler om at høre folks tanker om det her, og så håber vi på at få nogle tilkendegivelser på, at folk vil være med til det her, fortæller David Lorentzen.

Den konkrete idé er at samle kapital til at oprette et lokalt støttet anpartsselskab, som skal købe bygningerne, inventaret og benzinanlægget. Det selskab ville så skulle udleje bygninger og tankanlæg til henholdsvis en Dagrofa-købmand og benzinselskabet Go’on. Nærmere bestemt håber man, at der kan åbne en Let-Køb i lokalerne.

Læs også Naboer til lukket brugs håber på opbakning: - Det nytter ikke at sidde hjemme i sofaen

David Lorentzen vurderer, at det kommer til at kræve flere hundrede tusinde kroner, men kan endnu ikke sætte konkret tal på, hvor mange penge man i alt får brug for. Arbejdsgruppen har sat sig et mål om at samle 150.000 kroner ind til et anpartsselskab, og derudover vil man også skulle samle noget lånekapital. David Lorentzen fortæller, at man vil være tættere på et præcist beløb til borgermødet 4. april. 

- For at det kan lykkes, er forudsætningen, at vi kan få en fornuftig aftale med kurator, så vi kan  overtage bygningerne og benzinanlægget, siger han.

Hverken Go'on eller Dagrofa har endnu forpligtet sig til et samarbejde, da det også afhænger af, hvor stor opbakning der er i lokalsamfundet. Og det er det, man vil forsøge at undersøge på borgermødet. 

Købmand frem for brugsforening

Det er ikke tilfældigt, at arbejdsgruppen vil have en købmand frem for en brugsforening til at åbne en dagligvarebutik i Nørreby. Let-Køb butikker er drevet af selvstændige købmænd, og det er her den store forskel ligger ifølge David Lorentzen.

- Forskellen på en brugsforening og en købmand er, at en købmand selv har hånden på kogepladen, fordi man er personligt investeret i det, siger han.

David Lorentzen var selv uddeler i brugsen i Nørreby fra sommeren 2009 til december 2010, og det er blandt andet den erfaring, der får ham til at tro, at der stadig er grundlag for en dagligvarebutik i Nørreby. Dengang vendte man et underskud på 150.000 kroner fra 2008 til et overskud på 15.000 kroner i 2010

- De seneste ti år er butikken blevet passet, den er ikke blevet drevet, og det er det, der skal ændres. Personale og bestyrelsen har gjort alt, hvad der stod i deres magt, men der har manglet en i den daglige ledelse med viden om drift af en butik i den størrelse, siger han. 

Borgermødet foregår i Nørreby Forsamlingshus 4. april klokken 19, og man kan tilmelde sig på www.bevar-vores-butik.dk, som er den hjemmeside, arbejdsgruppen har oprettet. 

Læs også Fortrøstningsfuld trods brugs-lukning: - Vi håber på et alternativ