I det fynske folks tjeneste

Ilias fra Vollsmose skal bokse ved EM i Rusland

16-årige Ilias Warraich fra Odense befinder sig i disse dage ved Sortehavet, hvor han slår et slag for Danmark ved EM i boksning.

00:16

Onsdag aften var Ilias Warraich og de andre boksere med ved åbningsceremonien i Anapa i Rusland. Video: Privatfoto: Shahbaz Aslam

Netop nu er den 16-årige bokser Ilias Warraich afsted til EM i Rusland. I byen Anapa ved Sortehavet skal han og to andre danskere i ringen mod andre unge boksere fra hele Europa.

Det er stort, og jeg er stolt af at kunne repræsentere de rød-hvide farver

Ilias Warraich, bokser

- Jeg vil selvfølgelig gerne vinde det hele, men alt kan ske. Jeg tager en kamp ad gangen, siger Ilias Warraich, der ved EM bokser i vægtklassen 60 kilo.

Til daglig træner Ilias Warraich i klubben Vollsmose Boxing i Odense. Han er U17 landsholdsbokser og er dobbelt dansk mester med guld i både 2015 og 2016. Desuden har han vundet sølv ved U15 EM i Kroatien i 2015 og har taget guldet i flere andre bokseturneringer.

Her ses Elias Warraich (til højre) sammen med de to andre danske landsholdsboksere ved åbningsceremonien til EM i Rusland. Foto: Privatfoto: Shahbaz Aslam

Læs også Klubber får unge ud af bander: Nu får de penge til boksehandsker og Playstation

Første kamp er mod russer

Tirsdag foregik lodtrækningen om, hvem der skal møde hvem i første runde. Ilias Warraich skal møde russiske Ashalaev Cheerav i sin første kamp, som foregår onsdag. 

- Det er en hård kamp at starte med. Alle vil gerne undgå en russer i lodtrækningen. Men så må vi starte fra toppen, siger Ilias Warraich om sin indledende kamp.

Turen til Rusland har han taget sammen med to andre unge boksere samt sin træner Shahbaz Aslam, der er cheftræner i bokseklubben Vollsmose Boxing. Og træneren er også spændt på kampen i morgen. 

- Ilias skal ramme dagen og bokse sit bedste. Der er en del dygtige boksere med i vægtklassen, men i morgen møder han nok favoritten. Og det er hjemmebane for russeren, så det betyder en del, fortæller boksetræner Shahbaz Aslam.

Shahbaz Aslam er Ilias Warraichs træner. Han er frivillig cheftræner i bokseklubben Vollsmose Boxing i Odense.  Foto: Flemming Ellegaard

Men træneren tror på den unge boksers evner i ringen.

- Hvis han vinder den kamp, så tror jeg på, at han kan gå hele vejen til medaljerækkerne, fortæller Shahbaz Aslam, træner hos Vollsmose Boxing.

Læs også Boksning fik Najiib ud af bandemiljøet

Stort at repræsentere Danmark

Den unge bokser fra Vollsmose har indtil for nylig holdt en pause, og derfor er det ekstra specielt for ham at skulle bokse ved europamesterskaberne for unge boksere.

- Jeg er glad for at have fået mulighed for at komme til Rusland, efter at jeg har haft en pause i flere måneder. Det giver mig god erfaring, siger Ilias Warraich.

Det betyder meget for ham at skulle bokse på vegne af Danmark.

- Det er stort, og jeg stolt af at kunne repræsentere de rød-hvide farver, siger Ilias Warraich.

Mesterskabet bokses frem til 16. oktober, med indledende runder frem til lørdag. Herefter er der semifinaler mandag og finaler tirsdag. Der kommer både drenge og piger i bokseringen, og vægtklasserne går fra 44 kilo op til 80+ kilo.

Ilias Warraich håber på, at han kan skabe gode resultater med handskerne på.

- Selvfølgelig forventer man det bedste. Alle boksere kommer for at vinde. Alle er godt forberedte hjemmefra, siger Ilias Warraich.