Imam accepterer betinget dom for hån mod jøder

Imam fra Odense ankede ellers byretsdom på stedet, men har nu droppet sit krav om frifindelse i landsretten.

Egentlig forlangte imam Abu Bashar at blive frifundet, men nu har han alligevel valgt at acceptere en fængselsdom fra Retten i Odense.

Dommen faldt i september, da retsformand Birgitte Thorsen og hendes to domsmænd idømte imamen 14 dages fængsel. En dom, som blev gjort betinget.

Den fynske imam er dømt for under en prædiken at have omtalt jøder som "børn af aber og svin".

- Det er en skærpende omstændighed, at du har optrådt som leder - som religiøs leder, lød det fra Birgitte Thorsen ved domsafsigelsen.

Men imamen afviste at have udtalt sig om jøder generelt. Hans prædiken blev holdt tilbage i 2014, hvor Israel gennemførte en række angreb mod den palæstinensiske Gaza-stribe.

- Min tale var udelukkende om den israelske hær.

- Selv de jøder, der er i Palæstina - børn og kvinder - dem vil vi ikke gøre noget. Vi vil kun bekrige dem, der flyver og bomber os fra luften, sagde Abu Bashar dengang.

Efter byrettens dom valgte Abu Bashar, hvis borgerlige navn er Mohamad Al Khaled Samha, på stedet at anke sin dom til Østre Landsret. Sagen skulle efter planen have været på programmet i den kommende uge.

Østre Landsret oplyser imidlertid, at ankesagen blev frafaldet for halvanden måned siden. Og dermed står byrettens dom over imamen ved magt.

Forsvarsadvokat Niels Rex fra Odense repræsenterede Abu Bashar i byretten. Han ønsker ikke at kommentere årsagen til, at ankesagen er blevet opgivet.

Imamen blev dømt efter straffelovens paragraf 266b. Den forbyder blandt andet, at man offentligt forhåner eller nedværdiger grupper på grund af deres religion.

Oversigt

    Oversigt