I det fynske folks tjeneste

Imam tiltalt for racistiske udtalelser

Anklagemyndigheden ved Fyns Politi har rejst tiltale mod en imam for overtrædelse af den såkaldte "racismeparagraf", for nogle udtalelser i en tale, han holdt i september 2014 i en moske i Odense.

Anklagemyndigheden ved Fyns Politi har rejst tiltale mod en imam for overtrædelse af straffelovens § 266 b, stk. 1. Det er den såkaldte "racismeparagraf".  Udtalelserne faldt i forbindelse med en tale, han holdt i september 2014 i en moske i Odense.

- Imamen er tiltalt for i den konkrete tale, der efterfølgende blev lagt på internettet, foran en større forsamling i moskeen, at omtale jøder bl.a. som "børn af aber og svin", og det er bl.a. denne udtalelse, der er baggrunden for, at anklagemyndigheden har valgt at rejse tiltale i sagen, skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Læs også Unge i Vollsmose støtter stramninger overfor imamer

Sagen om racistiske udtalelser er sendt til Retten i Odense, hvor den vil blive behandlet som en domsmandssag, og den er berammet til den 20. december 2016.

Onsdag i sidste uge droppede anklagemyndigheden dropper at føre sag om socialt bedrageri mod en imam fra Odense, der blev optaget med skjult kamera i et TV2-program. Men det her er en anden sag, oplyser Anklagemyndigheden.

Straffelovens § 266 b, stk. 1

Ifølge straffelovens § 266 b, stk. 1, er det strafbart offentligt eller med forsæt til udbredelse at fremsætte udtalelser, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering.

Strafferammen er bøde eller fængsel indtil 2 år

 

 

Ved du noget? Så send os et tip