I det fynske folks tjeneste

Indbrud i fem fynske byer: Tyv tog bowlingtaske

Natten til lørdag var der mange lange fingre rundt omkring på Fyn. Hele 13 steder har der været indbrud på øen.

Natten til lørdag var en travl nat for indbrudstyvene på Fyn. 

Det oplyser Fyns Politi. 

Der har været hele 13 indbrud rundt omkring på hele øen. 

- Det er mange indbrud for en fredag nat, fortæller Anders Furbo Therkelsen, der er vagtchef ved Fyns politi til TV 2 /Fyn lørdag morgen. 

Læs også Indbrudstyv fanget: Smadrede ruder i Jane Jeginds hus

Indbrudstyvene har slået til fire gange i Nyborg, fem gange i Otterup, to gange i Søhus og en enkelt gang i Tarup og Næsby. 

Men denne gang er det ikke designervare, som tyvene målrettet er gået efter.

- Det er alt muligt forskelligt, de har taget. Ja, faktisk er det, hvad der næsten lige stod først for, når de er kommet ind i huset, siger vagtchefen. 

Han fortæller, at det er alt lige fra spiritus til it, der er blevet taget. 

- Der er også blevet taget en bowlingtaske i Nyborg på Risvej. Andre steder er de smuttet med smykker og kontanter i mindre beløb. Så det er alt sammen noget, der er let at komme af med igen.