Indbrudstyv anholdt, løsladt og anholdt

En 24-årig indbrudstyv havde en travl Skærtorsdag aften. To gange nåede han at blive anholdt for indbrud.

Klokken godt 20 blev manden fra Stige ved Odense snuppet på fersk gerning, da han var ved at forlade et hus på Rubinvej i Tarup. Indbrudstyven var set rode rundt i huset.

Stak af på cykel

Manden er i forvejen kendt for indbrud, men blev løsladt klokken 22.17.

Det så han åbenbart som et signal om at fortsætte, dog havde han nu bevæget sig ud til Marienlystvej i Skibhuskvarteret.

Her kom han ind i et hus via en bagdør til kælderen.

Manden havde nået at gennemrode huset, men blev set, da han stak af på cykel. Kort efter kunne politiet så anholde ham for anden gang på en aften. Denne gang havde han nået at forsyne sig med en mængde smykker.

Manden bliver muligvis fremstillet i grundlovsforhør Langfredag.

Snuppet på vej ud af vindue

TV2/Fyn kunne Skærtorsdag fortælle, at en målrettet indsats mod indbrudstyve har hjulpet i indbrudsstatistikken, men Skærtorsdag aften havde tyvene travlt.

En anden tyv, som oven i købet var prøveløsladt for indbrud, var først på aftenen også i aktion.

Den 34-årige tyv havde dog ikke større succes med sit foretagende end kollegaen.

En vægter kunne klokken 20.25 tage ham på fersk gerning, da han var på vej ud af et vindue i en villa på Bødkersvej i Odense M.

Oversigt

    Oversigt