Indbrudstyv bidt af politihund

To mænd blev natten til fredag afsløret i et indbrud. Begge forsøgte at flygte men blev indhentet - den ene af en politihund, som sendte ham på hospitalet.

Kort før klokken tre i nat blev to tyve taget på fersk gerning af en hundepatrulje, da de var i gang med et indbrud hos Rynkeby i Ringe.

De to tyve, der er 34 og 35 år, var ved at læsse en havetraktor, buskrydder og en del kobberkabler om bord på en ladvogn af mærket Mercedes Sprinter. Begge gerningsmænd forsøgte at flygte - den ene blev indhentet i bil af en betjent mens den anden blev løbet op af en politihund. Hunden bed den 34-årige i armen så han måtte på skadestuen.

På grund af det udbytte, tyvene gik efter, vil politiet nu undersøge om de kan have været på spil før ved andre kobbertyverier:

- Vi formoder, at de har vidst, hvad de er gået efter, og det er klart, at når man har nogle indbrudstyve der er gået efter lige netop disse ting, vil man se på, om de kan knyttes til andre lignende sager, forklarer vagtchef ved Fyns Politi, Steen Nyland.

Det er endnu ikke afgjort, om politiet vil kræve de to tyve varetægtsfængslet.

Oversigt

    Oversigt