Indbrudstyv fanget på fersk gerning på plejehjem

41-årig mand fremstilles i grundlovsforhør lillejuleaften.

En 41-årig mand blev fanget på fersk gerning, da han var i gang med at begå indbrud på et plejecenter på Peder Skrams Vej i det sydøstlige Odense. 

Manden vil blive fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Svendborg lillejuleaften klokken 12 med krav om varetægtsfængsling.

- Vi kender ham i forvejen, siger vagtchef Lars Thede fra Fyns Politi til TV 2/Fyn.

Indbruddet skete natten til lørdag kort efter midnat.

Tyven, der formentlig brød ind på plejehjemmet for at skaffe sig nogle kontanter, blev på stedet tilbageholdt af en vægter.

Herefter blev politiet kontaktet, og politiet kunne anholde manden, der har siddet på politigården natten over.

Oversigt

    Oversigt