I det fynske folks tjeneste

På rov i villaer: Indbrudstyv fra Nordfyn fængsles for adskillige indbrud

En 46-årig mand fra Nordfyn blev torsdag idømt ti måneders fængsel for at have begået indbrud i flere villaer i Morud og Søndersø.

Dommen faldt ved Retten i Odense, hvor manden erkendte sig skyldig i to af de tre indbrud, som han blev dømt for at have begået. Foto: Peter Bergman

Torsdag blev en 46-årig mand fra Nordfyn dømt for at have begået tre indbrud i villaer forskellige steder på Nordfyn. Udover disse tre indbrud havde manden yderligere forsøgt sig et fjerde sted. Det oplyser Mia Friis Jensen, der er anklagerfuldmægtig hos anklagemyndigheden hos Fyns Politi.

Den 46-årige blev idømt ti måneders ubetinget fængsel ved Retten i Odense, hvor han blev fundet skyldig i de tre indbrud og det fjerde forsøg på indbrud. Manden erkendte sig skyldig i de to af de tre begåede indbrud, fortæller den anklagerfuldmægtige. 

Indbruddene er begået i villaer i blandt andet Morud og Søndersø.

 

Læs også 15-årig frarøvet sin knallert til fest - 16-årig anholdt i toget mod Odense

Stjal arvesmykker

Indbruddene fandt sted på forskellige dage i slutningen af november og frem til december. Her stjal manden hovedsageligt smykker fra de villaer, han brød ind i. 

Mia Friis Jensen oplyser, at manden i retten forklarede, at han gik efter smykker, fordi han tænkte, at det var nemt at omsætte.

Værdien af de stjålne smykker er ikke gjort op. Men der er blandt andet tale om arvestykker. Derudover var smykker som brocher og øreringe blandt det, manden stjal fra hjemmene.

Manden, som er kendt af politiet, var alene om indbruddene. 

Læs også Kørte over for rødt - og så væltede det frem med lovovertrædelser