Indbrudstyv smadrede for 100.000 kroner

En 21-årig mand brød torsdag aften ind i en forretning i Odense og smadrede fliser, toiletter og anden fajance til en værdi af omkring 100.000 kroner.

Manden brød ind i forretningen, Flisekompagniet, på Børstenbindervej i Odense lidt før klokken 22.00 torsdag aften.

Tilsyneladende var formålet ikke at berige sig, da det eneste, politiet har registreret som stjålet er en elpære.

Til gengæld smadrede den 21-årige af ukendte årsager fliser, toiletter, håndvaske og andet inventar til en værdi af i alt omkring 100.000 kroner.

Manden, som er anholdt af politiet, virkede stærkt påvirket af noget andet end alkohol, oplyser vagtchefen hos Fyns Politi.

Oversigt

    Oversigt