Indbrudstyv ville stjæle tv: - Jamen, jeg er fra DR

Et ægtepar i Kværndrup fik besøg af en mand, der udgav sig for at være fra DR. Konen fik smidt tyven ud af lejligheden.

Et ægtepar fra Kværndrup på Fyn fik en ubehagelig oplevelse, da der lige pludselig stod en ukendt mand i deres lejlighed. Det oplyser Fyns Politi.

Manden var kommet ind via en ulåst dør i opgangen og stod i gangen i lejligheden på Svendborgvej. Konen opdagede den ukendte mand og spurgte:

- Hvad laver du her? Du skal ikke være her.

Manden, der tilsyneladende var på jagt efter at stjæle et fjernsyn, svarede ifølge ægteparret:

- Jamen, jeg er fra DR.

Tyv gik ind i køkkenet

Herefter gik indbrudstyven, der havde et DR-skilt på sig, videre ind i parrets køkken og sagde:

- Jeg skriver dig ned for et tv.

Konen fik herefter indbrudstyven ud af lejligheden. Der er intet stjålet fra lejligheden, oplyser politiet, og parret har fortsat sit tv stående i lejligheden.

Kaldte sig "Palle"

Indbrudstyven kaldte sig selv "Palle" og lod som om, han var fra DR. Fyns Politi leder efter manden, som ægteparret har beskrevet som lys i huden, mellem 40 og 50 år og mellem 168 og 170 centimeter høj.

Derudover har “Palle” almindelig kropsbygning og gråt, kortklippet hår.

Episoden skete ved 18-tiden den 10. september, men blev først meldt til politiet mere end en uge efter, tirsdag den 18. september.

Hvis du har oplysninger i sagen, kan du kontakte Fyns Politi på telefonnummer 114.

Oversigt

    Oversigt