I det fynske folks tjeneste

Bag Storebælts stål: Indbyggere er fastlåst i forureningen

Indbyggerne i Taranto lever med konsekvenserne af produktionen fra stålværket Ilva siden 1990'erne, . Selv om de ved, at det kan gøre dem syge at bo og arbejde i byen, føler mange sig bundet til den syditalienske by.

00:52

Lucio Lo Matire har for alvor mærket konsekvenserne af stålværket Ilva. Video: Tore Bønke Jeppesen, Fyens Stiftstidende

46-årige Lucia Lo Matire fra den syditalienske havneby Taranto har set det lokale stålværk, Ilva, nedbryde mændene i sit liv. Hendes mand fik som 40-årig tyktarmskræft i 2010. Han havde arbejdet på Ilva siden 1994. Hendes far døde i 2011 af lungekræft efter 40 år som ansat på værket.

Nu frygter hun for sine børn på 20 og 11 år, der hele deres liv har indåndet luften i den by, som i årtier er blevet udsat for giftig røg og farligt støv fra Ilva. De bor i Tamburi-kvarteret, der ligger tættest på stålværket. 

- Jeg føler mig skyldig, fordi jeg ved, jeg tager alt fra dem. De har ikke haft muligheden for at have en normal barndom. Vi har ikke taget dem ud af huset for at lege, for vi ved, hvad risikoen er. Jeg ved udmærket, at jeg begrænser dem, men jeg har ikke styrken til at tage beslutningen og flytte herfra, siger hun. 

Avisen Danmark og TV 2/Fyn har over de seneste dage beskrevet konsekvenserne af produktionen på stålværket Ilva, fordi det var herfra, at man i 1990'erne aftog cirka 80.000 ton stål til byggeriet af Storebæltsbroen.

Læs også SF'er vil have transportminister i samråd efter Storebælt-sag

  Foto: Thomas Greve

Undersøgelser fra italienske sundhedsmyndigheder viser, at udledningen fra Ilva er årsag til en række alvorlige sygdomme, og det er påvist, at forureningen har kostet 400 mennesker livet. Men det tal kan være langt højere. 

Allerede i de år, hvor stålet til Storebælt blev produceret, advarede de italienske myndigheder om den omfattende forurening, uden det fik betydning for stålværkets status som underleverandør til Storebæltsbroen. 

Det er efterhånden en del år siden, at produktionen af materialer til broen fandt sted, men ifølge en ekspert i forurening og kræftsygdomme fra Kræftens Bekæmpelse er sygdomme, forårsaget af de kræftfremkaldende stoffer, som stålværket har udledt, ofte 10-30 år om at vise sig. På den måde kan man også se konsekvenserne af fortidens produktion i dag. 

Historien er ligeledes eksempel på, hvad offentlige myndigheder risikerer at bidrage til, hvis ikke man stiller og håndhæver krav til underleverandører, der producerer materialer i udlandet. 

For de 200.000 indbyggere i Taranto er livet som nabo til Europas største stålværk stadig virkelighed. Trods pres fra EU lever stålværket stadig ikke op til de gældende miljøkrav. 

For Lucia Lo Matire er situationen et valg mellem pest eller kolera. Hun vil gerne flytte væk, men:

- Min mand har en meget lav løn, og jeg har to børn, og det vil være rigtig svært at sælge vores hus, fordi det er faldet rigtig meget i værdi på grund af forureningen. Vi er også omkring 50 år begge to, og det ville ikke være nemt at finde arbejde et andet sted, siger hun. 

5.-6.000 pakker cigaretter

Jurist Allessandro Marescotti er præsident i den humanitære organisation Peacelink og bor i Taranto. Peacelink stod bag de første opdagelser af de forurenede fødevarer og har ført an i civile søgsmål mod Ilva samt fået Europa-kommissionen til at starte en sag mod de italienske myndigheder om overtrædelserne.

Med udsigt til Ilva forklarer han, hvordan røgen fra den del af værket, hvor de brænder koks af, sender de giftige og kræftfremkaldende stoffer benzen og benzopyren ind over området.

- I lang tid sagde man, at vi ikke skulle bekymre os om den hvide røg, fordi det bare var vanddampe. Men nu ved vi, at den indeholder nogle af de mest giftige stoffer, siger han.

Inde på stålværket har arbejderne i årevis været udsat for voldsomme påvirkninger. Ifølge Allessandro Marescotti indånder en fabriksarbejder i det mest belastede områder af produktionen dagligt kræftfremkaldende stoffer, der svarer til fem-seks pakker cigaretter. Tidligere var det endnu værre. Her kunne ansatte på de mest udsatte poster indånde kræftfremkaldende stoffer, der svarer til 5.-6.000 pakker cigaretter.

Kun få vagthunde

Men hvorfor går man på arbejde hver dag et sted, som man ved kan koste en livet?

En af grundene til, at det er svært bare at lukke ned for stålværket, ud over virksomhedens økonomiske interesser, er risikoen for økonomisk ruin blandt indbyggerne i området, hvor tusinder får deres indtægt fra Ilva. Derfor er det heller ikke alle, der ønsker at stoppe Ilva - selv i den italienske fagbevægelse. For nogle er frygten for ikke at kunne forsøge sin familie værre end risikoen for at blive syg.

Vincenzo De Marco arbejder på stålværket, men kæmper samtidig for at få sin arbejdgiver til at rette op på miljøet. Foto: Pernille Gram

Vincenzo De Marco er en af dem, der bliver på sin arbejdsplads, samtidig med, at han protesterer åbenlyst mod virksomheden.

- Det er meget svært at finde arbejde andre steder, selv om man søger. Jeg har søgt arbejde andetsteds i årevis, siger han.

Samtidig ville det pine ham at skulle efterlade sine venner og kollegaer.

- Det ville være at stikke af fra problemet. For tiden er vi kun få "vagthunde" på værket. Hvis vi forsvandt, ville man vende tilbage til datidens rutiner, der var endnu mindre holdbare for arbejdernes ve og vel, siger han.

15:24

Selvom der  er foretaget enkelte miljøforbedringer, siden Storebælt A/S fik stål fra Ilva, så er beboerne de sidste årtier fortsat blevet udsat for giftstoffer og faligt støv.  De dage som er allerfarligst for borgerne har ligefrem fået en officielt navn -  myndighederne kalder dem for Wind Days. På de dage lukker skolerne og børnene holdes hjemme, fordi vinden kommer fra den forkerte retning.

Luk video
00:52

Vincenzo De Marco læser et af sine digte. Video: Tore Bønke Jeppesen, Fyens Stiftstidende

Luk video