Nervøse jobansøgere: Få gode råd til jobsamtalen

Den rigtige forberedelse kan regulere din nervøsitet og gøre din præstation bedre og mere overbevisende til jobsamtalen. Men nervøsitet er nødvendig

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En dårlig forberedelse er en af de største forhindringer til at få drømmejobbet.

Møder du uforberedt op, er det den mest forstyrrende adfærd, når du skal møde din måske kommende arbejdsgiver for første gang.

Det viser Ballisagers Rekrutteringsanalyse 2015.

- Manglende forberedelse resulterer i en mindre skarp og overbevisende præstation. Oveni det viser det sig, at god forberedelse faktisk direkte reducerer nervøsiteten og gør dig mere rolig og smilende, siger Rikke Lindekilde, der er selvstændig psykolog tilknyttet Matzau Erhvervspsykologer.

Rikke Lindekilde er i studiet hos TV 2/Fyn onsdag aften som optakt til, at Jobmesse Fyn åbner dørene torsdag. Vi har derfor taget en snak med psykologen om, hvordan man præsterer den gode jobsamtale.

Nervøsitet er nødvendig

Din nervøsitet i forbindelse med en jobsamtale kalder man også for adrenalin-rusen. Den skal du ikke undgå, for den er en forudsætning for en skærpet opmærksomhed og præstation i den situation, du står overfor.

Nervøsiteten skal altså have lov at være der til en vis udstrækning, men du skal betragte den som en mellemregning, som du ikke skal beskæftige dig længe med.

Du skal ikke regulere din nervøsitet ved at bestemme, at du ikke vil være nervøs. Man kan nemlig ikke diktere sindstilstande.

Nervøsiteten og adrenalinen er reguleret af vores autonome nervesystem, og det kan vi ikke selv regulere med vores vilje. Dog kan man regulere nervøsiteten ved at sætte mere fokus på træningen af samtalen.

Træn samtalen igennem

Den rigtige forberedelse er fokuseret på træning af samtalen og ikke på grublerier op til samtalen. De kan nemlig være med til at skabe mere mere nervøsitet. 

Ifølge Rikke Lindekilde skal man træne samtalen og forberede sig grundigt inden for fire områder. Det gælder cv, personlige kvalifikationer, faglige kvalifikationer og virksomheden. 

Du skal forberede fire områder til jobsamtalen

Før samtalen skal du træne den igennem og gennemføre hele forløbet minimum tre gange. Det vil sige at svare på spørgsmål inden for de fire områder. Sæt tid af til dine træninger.

Optag din træning på mobiltelefonen eller gennemfør samtalen over for en anden. På den måde kan du få feedback eller selv se, hvordan du fremtræder.

I feedbacken er det vigtigt især at være opmærksom på, at du skal smile. Smilet smitter nemlig både på dig selv og de andre.   

Hjernen vælger spor 

Når du gennemfører denne træning, vil din hjerne undervejs i samtalen have let ved at vælge de spor, du har øvet. Dermed hjælper du dit fokus væk fra nervøsiteten, usikkerheden eller tvivlen på dig selv.

Hjernen styrker det den bliver god til. Det gælder også følelsesmæssige reaktioner. De forbindelsesstier, vi bruger ofte, bliver med andre ord styrket ligesom skovstier i hjernen, vi går. 

En måde at gøre dig fokuseret, rolig og overbevisende er at træne en dyb og rolig vejrtrækning og en rolig indre stemme op til samtalen.

- Hvis du træner denne rolige tilstand jævnligt i noget tid op til samtalen, vil du have lettere ved at genfinde den til selve samtalen, siger Rikke Lindekilde.

Lær dig selv at reframe

Hun peger på begrebet 'at reframe'. Det vil sige at omfortolke situationen ved at se den igennem andre ”briller” end dem, du ellers har på.

Så i stedet for at tænke ”åh.. nej det bliver forfærdeligt, de kan ikke lide mig”, så kan man også tænke: nu har jeg endelig mulighed for at vise, hvad jeg kan, og hvem jeg er”.

Du kan også sige til dig selv ”det bliver spændende at møde dem og høre, hvem de er”, eller: ”Dette er en rigtig god træning for mig i forhold til at blive klar over, hvad jeg gerne vil”.

Helt lavpraktisk skal du sørge for at få mad og drikke, motion, søvn og knus op til samtalen.

- Tænk ikke på samtalen aftenen op til samtalen. Hvis du er i underskud af søvn, er nervesystemenet mere følsomt. Men træn de fire områder, smil, vejrtræningsøvelser og reframing, så er du godt på vej til jobbet, siger Rikke Lindekilde. 

 

Jobmesse Fyn er landets største. Man forventer op mod 5.000 ledige og arbejdssøgende, når messen åbner dørene klokken 10 torsdag den 14. september. Over 100 fynske virksomheder foruden en række uddannelsessteder og vikarbureauer deltager i messen, der foregår i Odense Congres Center. 

Oversigt

    Oversigt