I det fynske folks tjeneste

Indenrigsminister bremser fynsk kommune-samarbejde

Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har blokeret for et øget samarbejde mellem de to fynske kommuner, Aarup og Vissenbjerg.

-

Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har blokeret for et øget samarbejde mellem de to fynske kommuner, Aarup og Vissenbjerg.

I de to kommuner var man ellers blevet enige om at søsætte et eksperiment, hvor der skulle udføres arbejde for hinanden. Også på det sociale og på det tekniske område skulle der samarbejdes indgående, skriver Nyhedsmagasinet Danske Kommuner.

Men efter et møde mellem Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og de to kommuners kommunaldirektører, stod det klart, at de store planer måtte opgives. Ministeren står dermed i vejen for det mest vidtgående samarbejde mellem to kommuner, uden at der er tale om en egentlig fusion.

- Vi havde håbet på en "Lex Aarup-Vissenbjerg\". Men det ville de ikke være med til. Ministeriet var bange for, at hvis vi fik lov til et omfattende samarbejde, ville det senere kunne ses som et værn mod en kommunesammenlægning, siger kommunaldirektør Morten V. Pedersen, Aarup Kommune til bladet.

Skuffet borgmester
Vissenbjergs borgmester Lene Due (S) er skuffet:
- Vi så ikke det her som et værn mod en sammenlægning. Det kan godt være, at der nu er nedsat en strukturkommission, men vi har jo en hverdag, og vi vil godt stadig udvikle os, siger hun.

Men de to kommuner har ikke opgivet samarbejdet. På ti områder er der stadig kontakt mellem Vissenbjerg og Aarup, og så skal det undersøges nærmere, om der kan samarbejdes på det sociale og det tekniske område.

 

Ved du noget? Så send os et tip