Inder sender nyslået dansk verdenstoer ud i Malaysia

Inderen Ajay Jayram tvang Viktor Axelsen ud i tre sæt i Malaysia, og danskeren tabte og røg ud

Viktor Axelsen blev overraskende ekspederet ud i anden runde af Super Series Premier-turneringen Malaysia Open.

Den bedste danske badmintonspiller i herresingle, som lige er rykket op som nummer to i verden, tabte 21-9, 14-21, 19-21 til Ajay Jayram, der er nummer 20 i verden.

I første sæt var Ajay Jayram godt med frem til stillingen 8-8, men derefter lykkedes det kun inderen at vinde et enkelt point mere.

Fjerdeseedede Axelsen kunne dog ikke fortsætte den suveræne stil i andet sæt, hvor inderen trak fra ved stillingen 12-12 og snuppede seks point i træk.

Trods et par reduceringer fra Axelsen vandt Ajay Jayram sættet og tvang dermed opgøret ud i et tredje og afgørende sæt.

Inderen var længe foran i tredje sæt, men ved stillingen 18-18 fik Axelsen kontakt.

Ajay Jayram spillede sig dog straks frem til to matchbolde foran 20-18 og udnyttede nummer to af slagsen.

Dermed magtede Axelsen ikke at følge sidste uges flotte titelsejr i India Open op med endnu et topresultat.

Der var dog andre danskere, som var i aktion og havde mere succes torsdag.

Den andenseedede damedouble, Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen, er videre efter en sejr på 21-17, 21-13 over Della Destiara Haris og Rosyita Eka Putri Sari.

Christinna Pedersen gik senere torsdag også videre i mixeddouble med makkeren Joachim Fischer.

Det tredjeseedede par levede op til favoritværdigheden og vandt 21-13, 21-19 over japanerne Kenta Kazuno og Ayane Kurihara.

Herredoublen Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen er til gengæld ude af turneringen efter en yderst tæt kamp i tre sæt.

Thailænderne Kittinupong Kedren og Dechapol Puavaranukroh vandt 21-19, 20-22, 21-18 over danskerne efter lidt over en times spil.

Mixeddoublen Kim Astrup og Line Kjærsfeldt har trukket sig fra turneringen og er også ude.

Oversigt

    Oversigt