I det fynske folks tjeneste

Dobbelt straf: Fyns Politi forlænger skærpet strafzone i Vollsmose

Der oprettes en skærpet strafzone i dele af Odense-bydelen Vollsmose. Strafzonen betyder, at straffen for visse former for kriminalitet stiger til det dobbelte.

01:22

Politiinspektør Johnny Schou fra Fyns Politi fortæller til TV 2/Fyn, hvordan straffen for visse former for kriminalitet stiger til det dobbelte. Video: Foto: Alexander Aagaard / Video: Kristian Wraae

Fyns Politi meddeler, at der oprettes en skærpet strafzone i dele af Vollsmose i Odense. Den gælder fra fredag klokken 18 til onsdag den 6. februar  klokken 12. 

Opdatering

  • 06. feb 2019 kl. 11:52 Fyns Politi meddeler, at den skærpede strafzone samt visitationszonen, der begge udløber onsdag den 6. februar klokken 12, forlænges, således at de er gældende frem til den 21. februar 2019 klokken 12.

Fyns Politi har som den første kreds indført en såkaldt skærpet strafzone efter skyderier i Vollsmose. Strafzonen betyder, at straffen for visse former for kriminalitet stiger til det dobbelte.

 

Læs også Brand i Odense Banegård Center: Område foran restaurant spærret af

 

Formålet er at forhindre fremtidige utryghedsskabende kriminelle handlinger og dermed genskabe trygheden i området, oplyser politiet. 

 

Dette område er en del af strafzonen.  Foto: Fyns Politi

 

Den skærpede strafzone oprettes efter to skudepisoder i Vollsmose.

Internt opgør mellem lokale grupperinger

Den første fandt sted torsdag den 24. januar, og den anden fandt sted tirsdag den 29. januar. Ingen mennesker blev ramt, men politiet har i begge tilfælde fundet spor, der godtgør, at der faktisk blev afgivet skud. 

Politiet mener fortsat, at der er tale om et internt opgør mellem lokale grupperinger i området. 

 

Strafzonen

Den geografiske afgrænsning af den indførte skærpede strafzone er:

 

Mod syd-øst: Fra krydset Åsumvej – Vollsmose Allé langs Vollsmose Allés østlige side inklusiv kørebaner og cykel- og gangsti op til. 

Mod nord-øst: Den nordlige side af indkørslen til Hybenhaven, hvor den følger den nordlige side af stien, der deler Birkeparken og Hybenhaven hen til.

Mod nord-vest: Den vestlige side af Vollsmosestien, som løber langs Birkeparken, Bøgeparken og Egeparken mod syd, til den når stien, der løber langs Lærkeparken, hvor den følger Lærkeparken mod øst, til den når den vestlige side af stien, der løber mod syd mellem Lærkeparken og Fyrreparken, til den når ned til den nordlige side af Åsumvej.

Mod syd-vest: Den nordlige side af Åsumvej indtil den vestlige side af indkørslen til Fyrreparken, hvor den går mod syd, til den når den sydlige side af Åsumvej inklusiv kørebaner og cykel- og gangsti, til den når den sydøstlige del af krydset Åsumvej – Vollsmose Allé.

 

Kilde: Fyns Politi

Oprettelsen af den skærpede strafzone betyder, at straffen for visse former for utryghedsskabende kriminalitet begået i strafzonen stiger til det dobbelte i forhold til gældende praksis. 

- Det er politiets vurdering, at der i øjeblikket er et kriminalitetsbillede i Vollsmose, som skaber en forståelig utryghed for de mange lovlydige beboere i området. Som politimyndighed er det en af vores allervigtigste opgaver at sikre ro, orden, sikkerhed og tryghed for borgerne. Derfor indfører vi nu en skærpet strafzone, siger politiinspektør Johnny Schou fra Fyns Politi i en pressemeddelelse. 

Usædvanlig situation

For at kunne indføre en skærpet strafzone skal politiet vurdere, at der er tale om et ekstraordinært kriminalitetsbillede i det pågældende område, og at dette i væsentlig grad medvirker til at skabe utryghed for personer, der bor eller færdes i området.

Der skal altså være tale om en situation ud over det sædvanlige i forhold til det kriminalitetsbillede, der ellers er i det pågældende område samt sammenlignelige områder. 

Politiet skal også vurdere, om etableringen af en skærpet strafzone vil medvirke til at forebygge strafbare handlinger i området – og dermed genskabe trygheden for beboere og andre, der færdes i området.

- Det er første gang, en politikreds indfører en skærpet strafzone, og derfor har vi selvfølgelig foretaget en meget nøje vurdering af, om betingelserne for en skærpet strafzone er opfyldt. Vi tror på, at risikoen for at få forhøjet straffen ind til det dobbelte vil få det kriminelle miljø til at forstå, at politiet er parat til at tage alle de midler, vi har til rådighed, i anvendelse for at få bragt de kriminelle handlinger til ophør. Der skal ikke herske tvivl om, at vi vil gøre alt, hvad vi kan for at genskabe trygheden for borgerne, forklarer Johnny Schou.

Strafzone gælder 24/7

Den skærpede strafzone udløber 6. februar 2019 klokken 12. Der vil være mulighed for forlængelse. Den skærpede strafzone gælder alle periodens dage og 24 timer i døgnet. 

Visitationszonen i Vollsmose og dele af Odense, som blev indført den 25. januar, er fortsat gældende, oplyser politiet. Den kan forlænges, hvis politidirektør Arne Gram vurderer, at det er nødvendigt.

Loven om skærpede strafzoner trådte i kraft 1. januar.

 

Fakta

For første gang er der i Danmark oprettet en skærpet strafzone. Her er fakta om det omdiskuterede tiltag.

 

Ved årsskiftet blev det for politiet muligt at oprette skærpede strafzoner i særligt udpegede områder.

 

Fredag er en skærpet strafzone for første gang nogensinde oprettet i Danmark. Dele af Vollsmose er af Fyns Politi udpeget som skærpet strafzone efter to skudepisoder i januar.

 

Her er fakta om zonerne:
 

 - Fra 1. januar 2019 har politiet haft mulighed for at udpege særlige zoner, hvor visse forbrydelser skal straffes hårdere end andre steder.
 - Blandt de udvalgte kriminalitetstyper er vold, trusler, afpresning og hærværk. Drab og terrorisme er i sig selv så alvorligt, at det ikke er medtaget i loven.
 - Straffen kan for de udvalgte typer kriminalitet forhøjes med op til det dobbelte.
 - Strafzonerne var en central del af den såkaldte ghettoplan "Èt Danmark uden parallelsamfund", som regeringen præsenterede i 2018.
 - Politiet skal afgrænse det geografiske område, som udgør en skærpet strafzone. Det kan for eksempel ske på grund af "en usædvanlig kriminalitetsudvikling, der påvirker trygheden i området".
 - Ifølge Justitsministeriet kan en skærpet strafzone som udgangspunkt "ikke udstrækkes ud over tre måneder, medmindre der fortsat er et ekstraordinært kriminalitetsbillede".
 - Flere menneskeretsorganisationer har forholdt sig skeptisk til strafzonerne. Kritikken lyder blandt andet, at zonerne kan være indirekte diskrimination af nærmere bestemte sociale og etniske grupper i områderne.
 

Kilder: Justitsministeriet, Ritzau, Amnesty

Se mere