Indlagt med forgiftning efter grillaften

To par i Middelfart tændte op i kuglegrillen inden døre og måtte i hast køres til Rigshospitalet med kulilteforgiftning.

Hvad der skulle have været en hyggelig grillaften for to midaldrende par i Middelfart i aftes, endte i stedet i et trykkammer på Rigshospitalet i København. Det oplyser radiostationen Skala FM. De fire personer havde tændt op for Webergrillen indenfor, og pludselig blev de to af dem dårlige og derefter bevidstløse.

Et par ambulancer blev rekvireret, men inden de nåede frem, blev de to øvrige også dårlige og faldt om. Da ambulancerne kort efter dukkede op, måtte redderne således tilkalde endnu to ambulancer. I hast blev de fire bragt til Fredericia Sygehus, hvor de fik foretaget blodprøver, der viste alt for meget kulilte i blodet. Så var der kun et at gøre. Det var i kortege, og under fuld udrykning, til Rigshospitalet i København, hvor de fire i nat var i behandling i hospitalets trykkammer. Ifølge Skala FM overlever de alle, men ifølge redderne fra Falck var det et spørgsmål om minutter, inden de var gået bort.

Oversigt

    Oversigt