I det fynske folks tjeneste

Indsat trampet i hovedet

En indsat blev mandag overfaldet og trampet i hovedet i Ringe Statsfængsel.

En indsat i Ringe Statsfængsel er mandag blevet overfaldet af andre indsatte og trampet i hovedet.

Uoverensstemmelser mellem indsatte i det lukkede fængsel i Ringe førte mandag til, at en indsat blev overfaldet og trampet i hovedet, så han efterfølgende måtte indlægges på sygehuset.

- Jeg kan bekræfte, at der er sket et overfald i mandags, hvor en indsat blev overfaldet af andre indsatte, fortæller fængselsinspektør Bodil Philip.

Den indsatte blev MR scannet efter overfaldet, men heldigvis er skaderne ikke så alvorlige, og han er nu tilbage i fængslet, oplyser Bodil Philip.

I en mail til TV 2/FYN peger Fængselsforbundets tillidsrepræsentant på Fyn Steen Østerberg på, at miljøet blandt de indsatte bliver mere og mere råt - også blandt de unge indsatte - og derfor er det vigtigt med en "fornuftig bemanding for skabe tryghed for indsatte og ansatte", som det hedder i mailen.

Færre voldsepisoder

Men i mandags var der fuld bemanding i fængslet, siger Bodil Philip.

- Hver gang der sker et overfald er det et for meget, og vi gør meget for at undgå vold blandt de indsatte, men vi må erkende, at det altså sker somme tider i et lukket fængsel, fortæller fængselsinspektøren.

- Vi har unge indsatte under 23 siddende her, og mange af dem er dømt for vold, siger Bodil Philip, der dog ikke kan genkende billedet af en forråelse af fængselsmiljøet i Ringe.

En statistik fra Kriminalforsorgen for voldsepisoder i Ringe Statsfængsel i perioden 2010-2011 viser, at antallet af overfald er faldet fra 33 til 20.

I fængslet har man en formodning om, at overfaldet kan være banderelateret, og i dag overtager politet efterforskningen af overfaldet.

Ved du noget? Så send os et tip