Indsatsleder: Så voldsom var branden i Langeskov

Mandag morgen opstod der brand i en lagerhal i Langeskov. Det vides endnu ikke, hvordan branden er opstået.

Der var brand i en lagerhal i et industrikvarter i Langeskov. Fyns Politi fik en melding om branden kl. 6.02, og det lykkedes hurtigt at få kontrol over branden.

- Vi har haft ild i en lagerbygning. Det er en tidligere fabrik, som har lavet legetøj af træ, og nu fungerer det som lagerbygning, siger Stig Danielsen, der er indsatsleder ved Beredskab Fyn.

- Der har været brand på førstesalen. Da vi kommer frem, står det og pulser ud af et vindue midt på bygningen, og det er så småt på vej gennem tagkonstruktionen, fortsætter han.

Øjenvidner så flammer ud af vinduet

Det stemmer overens med de øjenvidner, der havde set branden og berettet om, at der stod flammer ud af vinduerne. Selv om brandfolkene hurtigt fik slukket flammerne, var der tale om en voldsom brand.

- Da vi lander, er der godt gang i branden, og der er varme på, fortæller indsatslederen.

 

 Han ved endnu ikke, hvordan branden er opstået. Brandfolkene bliver færdige med det sidste brandslukning i løbet af formiddagen. Stig Danielsen vil dog ikke udelukke, at bygningen skal rives ned.

- Det er svært at sige. Det er der nogle teknikere, der konkluderer på, forklarer han.

Lagerbygningen ligger på Mellemstræde, tæt på Langeskov Kro. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt