Influenzaepidemi presser OUH: Studerende bedt om at tage vagter

Plejepersonalet på sygehusene i Odense og Svendborg er ved at være slidt. I weekenden tager sygeplejerskestuderende vagter for at hjælpe.

Høj feber, løbende næse og en kradsende hals. Det er bare nogle af de gener, som rigtig mange fynboer døjer med i disse dage, og det kan mærkes på Odense Universitetshospital (OUH) og Svendborg Sygehus.

Derfor har sygehusene været nødt til at spørge de sygeplejerskestuderende i Odense, om de vil hjælpe med at tage sig af patienterne.

- Både i Odense og Svendborg er der et vældigt pres på afdelingerne, fordi både personalet og patienter er ramt af influenza, siger OUH-direktør Judith Mølgaard til TV 2/Fyn. 

- De studerende kommer ind i vagtplanerne i weekenden og hjælper med plejeopgaver, hvor de kan tage sig af patienterne, forklarer direktøren.

Hjælpe ældre med at spise

Det er primært ældre patienter, der er alvorligt ramt af influenza. De sygeplejerskestuderende, der til daglig går på University College Lillebælt i Odense, kommer blandt andet til at hjælpe de ældre patienter med personlig pleje og med at spise.

Er de studerende kvalificerede til det?

- Det er de. De bliver ikke sat til noget, de ikke er kvalificerede til, fastslår Judith Mølgaard, der forsikrer, at der ikke er nogen patientsikkerhedsmæssig risiko ved at erstatte sygeplejersker med studerende.

De studerende, der tager vagter i weekenden, er typisk langt i deres uddannelseforløb. De vil få løn, der svarer til deres uddannelsestrin.

Svendborg hårdest ramt af influenza

Ifølge Judith Mølgaard er der presset på afdelingerne på grund af influenzaepidemien i både Odense og Svendborg. Det er Svendborg, der er hårdest ramt, og derfor overvejer OUH også, om der skal flyttes nogle patienter fra Svendborg til Odense.

- Vi er efterhånden temmelig pressede. Plejepersonalet er ved at være slidt, siger Judith Mølgaard, der også peger på, at epidemien falder sammen med en netop overstået vinterferie, hvor meget personale har været væk.

Antallet af influenzaramte er på sit højeste i år. Der har været en stigning i løbet af de seneste uger, melder sygehuse i hele landet.

quote Vi er efterhånden temmelig pressede. Plejepersonalet er ved at være slidt

Judith Mølgaard

Influenza er en virussygdom, som oftest går over af sig selv i løbet af en lille uges tid. Men den kan ramme ældre mennesker eller personer med svækkede immunsystemer hårdere, og så kan det være nødvendigt, at de behandles og eventuelt indlægges.

Selvom man har taget sine forholdsregler og er vaccineret mod influenza, kan man ikke føle sig sikker på at undgå at blive syg.

Se søndagens tv-indslag om influenza herunder: 

 

 

Oversigt

    Oversigt