I det fynske folks tjeneste

Ingen bibel på Taxa

Taxa Fyn vil ikke køre med reklamer for elektronisk bibel. Nu kommer de på busser i stedet.

De to kommende uger bliver reklamer for bibelen til mobiltelefoner at se på bybusserne i Odense, skriver Kristeligt Dagblad.

Oprindelig skulle reklamerne have kørt rundt med Taxa Fyns taxaer, og aftaler om pris og tegninger var på plads, da Taxa Fyn trak sig tilbage.

Begrundelsen er, at Taxa Fyn ikke kører med religiøse budskaber.

Bibelselskabet står bag udviklingen af den elektroniske bibel, MoBibelen.

Generalsekretær i Bibelselskabet, Morten Thomsen Højsgaard, undrer sig:

- Man kan jo kun gisne om, hvad der ligger bag, siger han til Kristeligt Dagblad.

Ingen skal blive stødt af reklamer

- Taxa Fyns regler for reklamer bandlyser reklamer med religiøse, politiske, alkoholiske og pornografiske budskaber, og sådan har det været længe, siger selskabets direktørPeter Kjærgaard.

Han tilføjer, at Taxa Fyn er et serviceerhverv:

- Alle vores kunder skal kunne acceptere den bil, de sætter sig ind i uden at blive stødt af en reklame, siger han.

Bibelselskabet ønsker med MoBibelen at udbrede kendskabet til bibelen på en ung og kæk måde.

- Bibelen er et værk man bør kende og den kan berige folks liv, siger Bibelselskabets generalsekretær, Morten Thomsen Højsgaard til Kristeligt Dagblad.