Ingen damer på Ærø: Sådan vil Ærø-drenge lokke pigerne til øen

De fleste gæster på Ærø ryger hurtigt ind og ud af øen, fortæller to unge mænd fra Ærø, der savner flere unge kvinder i nattelivet.

Unge mænd har det svært med kærligheden på Ærø. Den sydfynske ø er den kommune i landet, hvor der er færrest kvinder per mand, og det giver udfordringer i nattelivet på Ærø.

Det vil Kim Jensen og Johan Kiær lave om på. En singlefest, hvor de unge mænd fra Ærø får lokket unge kvinder fra fastlandet over til øen i en hyggelig weekend, skal gøre bylivet på øen sjovere. 

- Vi snakker om at lave en singlefest, hvor vi får nogle piger over, og så finder vi nogle fyre fra Ærø, der vil være med, siger Kim Jensen, der arbejder som kok på Ærø.

- Lokale fyre og udefrakommende kvinder, lyder opskriften, siger Johan Kiær, der har boet hele sit liv på Ærø, hvor han er smedelærling.

Mistet lysten til at bo på Ærø

Johan Kiær overvejer at flytte fra Ærø, fordi han har mistet lysten til at bo på en ø stort set uden kvinder på hans alder.

Kvinderne uddanner sig typisk på fastlandet, mens øen har bedre held med at tiltrække mænd, der i højere grad kommer i lære på øen. Samtidig er der ingen muligheder for at få en gymnasial uddannelse på øen.

Singlefesten skal dog gøre noget ved opfattelse af, at nattelivet på Ærø er et sted, hvor der er 10 gange så mange mænd som kvinder. 

Hurtigt ind og hurtigt ud

I sommermånederne strømmer turisterne til øen, men det øger ikke nødvendigvis mulighederne for at "score damer".

Størstedelen er bryllupsgæster, så det er kun kortvarigt, at de opholder sig på den sydfynske ø.

- Mange af dem er hurtig ind og hurtig ud, siger Kim Jensen.

- Som man siger, tilføjer TV 2/FYN-vært Thomas Mengers Karstensen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Snakker ikke tysk

Hvis det ikke er danske bryllupsgæster, er det turister fra syd.

- Det er mest tyskere. Jeg snakker ikke tysk, fastslår Johan Kiær.

Tidligere på måneden besøgte de to unge mænd fra Ærø TV 2-programmet Go'morgen Danmark, hvor de sammen med Ærøs borgmester diskuterede problemstillingen.

 

 

Oversigt

    Oversigt