Ingen erstatning for ødelagt hånd

Den 45-årige fodboldkontrollør Jack Pedersen, der i september sidste år, fik sprængt sin højre tommelfinger af under en fodboldkamp får ingen erstatning for sin ødelagte hånd. 

Den unge mand, der var tiltalt i sagen, trak i dag sin tilståelse tilbage, og videooptagelser af kampen, der ellers tidligere havde identificeret ham som den skyldige, var af uvisse årsager forsvundet og kunne ikke føres som bevis i retten.

Derfor var Jack Pedersen eneste vidne i sagen, og på den baggrund mente retten i Kolding altså ikke, at man kunne dømme den tiltalte til at betale erstatning til Jack Pedersen.

Den tiltalte blev i stedet idømt en bødestraf på 2000 kroner for overtrædelse af fyrværkeriloven.

- Jeg er meget skuffet over afgørelsen, og jeg havde håbet, at det kunne statuere et eksempel i andre lignende sager, siger Jack Pedersen til TV 2/Fyn.

Jack Pedersen må nu afvente og se om hans forsikringsselskab vil tilkende ham en erstatning, men der kan gå endnu et halvt år før der foreligger en afgørelse.

Under en fodboldkamp sidste år i september mellem OB og Fredericia blev Jack Pedersen kaldt til området med OB fans, der blandt andet kastede fyrværkeri ind på banen.

I den tro at det var et romerlys samlede Jack Pedersen det op, men i samme øjeblik eksploderede det i hånden på ham. Det var i stedet et kanonslag, som næsten rev hans højre tommelfinger af og dele af hans pegefinger.

Se mere i nyhederne på TV 2/Fyn i aften klokken 19.30.

Oversigt

    Oversigt