I det fynske folks tjeneste

Ingen forkøbsret til Sommerbyens beboere

Håbet svinder for sommerhusejere i Kerteminde. Et flertal i kommunens økonomiudvalg synes ikke, at beboerne i Sommerbyen skal have mulighed for at købe deres grund, inden den sendes i offentligt udbud.

Beboerne i Kerteminde Sommerby får ingen forkøbsret

Et flertal på fem ud af økonomiudvalgets ni medlemmer besluttede på et ekstraordinært byrådsmøde i aftes, at husene skal i frit udbud og sælges til højestbydende, skriver DR Fyn.  

Der bliver altså ikke noget med at give Sommerby-beboerne forkøbsret.

Ifølge Socialdemokratiet og SF er der elles mulighed for at kunne sælge jorden på særlige vilkår.

- Vi er skuffede over, at det borgerlige flertal ikke har ønsket at afprøve denne mulighed, siger Torben Andersen, SF.

Borgmester Sonja Rasmussen, løsgænger, siger, at kommunen er nødt til at tænke på alle i hele kommunen. 

Salget af grundene forventes at kunne give mindst 100 millioner kroner til en slunken kommunekasse. 

Beboerne frygter voldsomme lejestigninger, hvis grundene sælges til en privat.