I det fynske folks tjeneste

Ingen forsikringshjælp til ødelagte grave

Ærøboer, der har pårørende liggende på de smadrede gravsteder på kirkegården i Søby, skal selv betale nye gravsten. Sådan lyder meldingen fra Forsikringsoplysningen.

Ærøboer, der har pårørende liggende på de smadrede gravsteder på kirkegården i Søby, skal selv betale nye gravsten. Sådan lyder meldingen fra Forsikringsoplysningen.

Ukendte gerningsmænd raserede natten til søndag omkring 140 gravsteder på kirkegården i Søby på Ærø. Det var primært gravsten, der blev vandaliseret, og mens skaderne gøres op, ser det ikke ud til, at der er økonomisk hjælp at hente for de pårørende.

- Mig bekendt er der ingen forsikringer, der dækker den slags begivenheder. Gravstene på kirkegårde er ikke omfattet af nogle typer forsikringer, medmindre man tegner en helt særskilt forsikring, siger konsulent i Forsikringsoplysningen, Ole Vidstrup

Forsikringsoplysningen har aldrig tidligere hørt, at den slags skader er blevet anmeldt til forskringsselskaberne, og det lader heller ikke til, at de pårørende skal håbe på at få dækket skaderne via kirken.

- Kirkegården har heller ikke noget juridisk ansvar for gravstenene, medmindre de har påtaget sig et sådan ansvar og det har de næppe, siger Ole Vidstrup.

Hermed bliver det de pårørende selv, der skal erstatte skaderne fra weekendens omfattende hærværk, hvis ikke gerningsmændende bliver fundet.

Hærværket blev opdaget søndag morgen, da graveren kom ind på kirkegården. Fyns Politi har endnu ingen sikre spor af gerningsmanden.

Ved du noget? Så send os et tip