Ingen gennembrud trods 170 DNA prøver

Der er kommet svar på 138 prøver, men endnu ingen match med gerningsmandens DNA.

Snart er det to måneder siden, at en 11-årige pige blev udsat for et seksuelt overgreb i Vester Skerninge, men selvom politiet har en DNA-profil af gerningsmanden, er der fortsat ingen gennembrud i sagen.

Fyns Politi har taget mere end 170 DNA-prøver i jagten på at finde manden bag to sexovergreb på Sydfyn.

- Vi fortsætter ufortrødent med at finde gerningsmanden, siger vicepolitiinspektør Henrik Justesen fra Fyns Politi.

DNA-prøver viser, at det var den samme gerningsmand, der stod bag endnu et sexovergreb på en 10-årig pige i Refsvindinge 15. november.

Alle de DNA-prøver politiet har indsamlet er afgivet frivilligt. Politiet forventer ikke at få svar på flere prøver før jul.

Signalement

Politiet har fortsat brug for hjælp fra offentligheden og efterlyser en voksen mand med følgende signalement:

  • dansktalende
  • almindelig af højde
  • almindelig til kraftig af bygning
  • iført sort/mørk strikhue
  • sort/mørk bluse
  • mørkeblå cowboybukser
  • sorte kondisko
  • Han var ikke iført en jakke

Oversigt

    Oversigt