I det fynske folks tjeneste

Niels' vægge revnede i tørken: Ingen hjælp fra ny regering

En tør sommer skabte sidste år problemer for flere fynske husejere, heriblandt Niels Jørgensen. Men nu melder den ny erhvervsminister ud, at det ikke bliver fra regeringen, at husejerne får hjælp.

00:17

Hundredevis af danskere blev sidste år ramt af tørkeskader i forbindelse med den varme sommer. En af dem var Niels Jørgensen fra Asperup på Fyn. 

Hans hus slog revner, fordi jorden under det blev så tør, at den sprækkede. 

- Vi har jo store udgifter til at finde ud af, hvad vi skal gøre, men vi har ikke noget hjælp eller nogen rådgivning eller noget som helst, siger Niels Jørgensen til TV 2/Fyn.

Det vil koste omkring 150.000 kroner for Niels Jørgensen at udbedre skaderne. 

Jeg håber da, at man finder ud af noget, og så håber jeg, man også tænker lidt over os, der står i situationen nu. At man også husker dem, hvor det er sket-

Niels Jørgensen

- Vi står med rigtig store udgifter på vores huse, og vi står i en rigtig træls situation, hvor vi ikke rigtig er dækket af noget som helst, siger han 

Forsikringen dækker ikke

Forsikringsselskaberne dækker ikke tørkeskaderne, da der ikke er tale om pludseligt opståede skader. Sidste år meldte Socialdemokratiet ud, at de gik ind for en kollektiv løsning. 

Læs også Fynsk tilbud: Nu kan du blive forsikret mod tørke

Men nu fastslår den nye erhvervsminister Simon Kollerup altså, at regeringen vil fokusere på, at husejere ikke i fremtiden skal komme til at stå i den situation. Man har altså ikke tænkt sig at komme de husejere, der allerede har fået skader, til undsætning. 

- Vi har et fremadrettet fokus fra regeringens side. Derfor vil jeg, når vi kommer til efteråret, indkalde Folketingets partier til en drøftelse af, hvad vi fremadrettet kan gøre for at sikre danskerne mod at komme til at stå i de her situationer, siger han til TV 2.

Afventer reparationer

Niels Jørgensen afventer, at man kan begynde at reparere på hans hus, men han ved ikke, hvor lang tid der går. Han håber, at partierne også vil tænke på de husejere, der allerede er ramt, når de skal drøfte tørkeskader.

- Jeg håber da, at man finder ud af noget, og så håber jeg, man også tænker lidt over os, der står i situationen nu. At man også husker dem, hvor det er sket, siger han. 

Sommeren 2018 var den varmeste i over 100 år, og det gik hårdt ud over huse flere steder i landet. Som reaktion har det fynske forsikringsselskab GF Forsikring i år oprettet en tørkeforsikring, der dækker for op til 150.000 kroner, men med en selvrisiko på 20.000 kroner. 

Læs også Tørkeforsikringen kom et år for sent: Niels' hus revnede i varmen

02:33

Flere hundrede husejere blev sidste år ramt af tørkeskader, men der er ingen hjælp at hente fra politisk side.

Luk video