Ingen katastrofeplaner for brændende bro

Biltrafikken vil gå helt i stå, hvis Svendborgsundbroen må afspærres i flere dage. Der findes nemlig ingen erstatning, siger beredskabschef.

Der opstod trafikale problemer, da en kornlastbil brød i brand på Svendborgsundbroen i onsdags.

Broen var afspærret i tre timer, mens beredskabet arbejdede på at slukke ilden og rydde op efter branden.

Men hvis branden havde udviklet sig, og broen måtte afspærres i flere dage, så ville biltrafikken gå helt i stå. Det skriver Fyns Amts Avis.

- Vi har beredskabsplaner for snart sagt alle former for katastrofer, men vi kan ikke erstatte Svendborgsundbroen, hvis det går galt. Så går biltrafikken ganske enkelt i stå, siger beredskabschef i Svendborg, Knud-Otto Westergaard, til Fyns Amts Avis.

n26 brobrand2

I Middelfart kan beredskabstjenesten henvise til den gamle bro, hvis det skulle gå galt på Lillebæltsbroen. Men i Svendborgsund er der ingen steder at vise bilisterne hen.

- Hvor hurtigt, der kan rigges færgelejer til bilfærger mellem Svendborg Lystbådehavn og Vindeby Havn, har vi end ikke talt om, men det vil være et større projekt, siger beredskabschef Knud-Otto Westergaard.

- Derimod ser jeg ikke de store problemer i at få personerne frem og tilbage mellem Tåsinge og Svendborg. Vi har sundfarten "Helge", og der kan hurtigt rigges persontransporter til, hvor folk så skal transportere sig videre på anden vis, siger han.

Oversigt

    Oversigt