I det fynske folks tjeneste

Ingen klare kriterier for, hvad der skal ske i Odeon

Odense Kommune råder kun over 20 dage om året i Odeons Store Sal, men ingen ved, hvad dagene skal bruges til. Alligevel er kalenderen for de næste tre år pludselig fyldt.

Odense har fået sit nye, stor musik- og teaterhus, Odeon. Og den store sal vil helt sikkert blive fyldt af storslåede oplevelser.

Det vil husets forpagter ganske sikkert sørge for. H.C. Andersen Kongrescenter A/S har råderetten over udlejning af salen, og da det forventes at give overskud på bundlinjen, vil programmet helt efter bogen blive præget af kommercielle koncerter og shows, der kan tiltrække mange publikummer.

Odense Kommune, der ejer salen, har kun beholdt en ret til at bruge den i 20 dage om året, dog 31 dage i 2017, og der hersker en vis forvirring i Odenses kulturkredse om, hvordan salen kan understøtte Odenses eget kulturliv.

Anders Skovgaard arbejder til daglig som teaterproducent i Odense og er en aktiv bruger af koncerter og teateroplevelser i byen. Han kan let forestille sig, hvordan salen kan bruges til byens smalle kulturtilbud som dans eller performances, der ellers ikke ville kunne fungere på kommercielle vilkår i salen.

Anders Skovgaard Foto: Morten Albek

- Jeg kunne sagtens se en masse nye muligheder for noget, fynboerne kan opleve, som de ellers ikke kan opleve nu, siger han.

Kommunens brugsaftale for Odeon minder meget om den tilsvarende fra Odense Koncerthus, hvor kommunen har tyve årlige dage til rådighed.

Der kan man ansøge kommunens kultursekretariat om at få lov at bruge salen til kulturarrangementer, hvor et eventuelt overskud går til velgørende formål.

Ingen klare kriterier

Men sådan en formulering er slet ikke på plads endnu, hvad Odeon angår. Det medgiver Odense Kommunes Fritids- og kulturchef, Martin Petersen.

Martin Petersen, Fritids- og kulturchef, Odense Kommune

- Nej. Helt konkret har vi ikke udpenslet endnu, hvordan det skal være. Det er en af de ting, vi skal til at kigge nærmere på, siger Martin Petersen.

Alligevel er de kommunale dage hurtigt blevet booket, uden kriterierne har været klar.

Faktisk er alle dage i 2017 booket, og det gælder også langt de fleste i 2018 og 2019.

I 2017 er det især det kommunale erhvervspartnerskab, Odense & Co, der har været hurtig til at sætte krydser i bookingbogen. 14 af de 20 kommunale dage er booket til konferencer og events gennem Odense & Co. De helt aktuelle er Music Days og GAFFA Prisen, der afvikles i disse dage. Arrangementer, der er planlagt andre steder i landet, men som passer godt ind i Odeon, ifølge kommunens fritids- og kulturchef.

Odeon er jo det fysiske eksempel på den storby-transformation, som Odense er inde i. Og det er jo klart, at de kommunale dage skal bruges til arrangementer, der støtter op om den transformation

Martin Petersen, Fritids. og kulturchef, Odense Kommune

- Odeon er jo det fysiske eksempel på den storby-transformation, som Odense er inde i. Og det er jo klart, at de kommunale dage skal bruges til arrangementer, der støtter op om den transformation.

En række dage er overført til 2018, så Odense Symfoniorkester har 42 dage i Odeons store sal til at forberede og opføre Wagners operaserie 'Nibelungens Ring'.

- Jeg er en kæmpe fan af Wagners Ringen og Odense Symfoniorkester, men hold da op, det er mange dage, der går til det, udbryder Anders Skovgaard.

Operasatsningen er et eksempel på lokalt forankret kultur, men tilbage i kommunens bookingbog står to ledige dage i 2018 og fem i 2019. Og det kommer bag på Anders Skovgaard.

Huset er nyt, og vi er parate til at lave en dialog om, hvad vi skal putte i den store sal. 

Anders Skovgaard, teaterproducent

- Pludselig er de forsvundet, og så kommer der ikke nogen tilknytning nu, hvor muligheden er der. Huset er nyt, og vi er parate til at lave en dialog om, hvad vi skal putte i den store sal. Og så er de allerede brugt. Uden dialog, og det er næsten den største skam, siger han.

Anders Skovgaard håber, at kommunen snart vil trykke på bookingbremsen og inddrage Odenses kulturliv i, hvad der skal ske i Odeon.

- Spørg nu de lokale aktører, understreger han.

Dialog med lang horisont

Det er Odenses Fritids- og kulturchef med på.

- Vi har et netværk, der består af en lang række af kulturaktører her i byen, og jeg synes det er oplagt, at vi har en snak med dem om, hvad de tænker ind i det her, siger Martin Petersen.

Det kan Anders Skovgaard og andre kulturaktører i Odense så se frem til. Men deres indflydelse vil vil være langsigtet, for bookingbogen bliver hurtigt fyldt.

 

Kommunale dage i Odeon

2017:
H.C. Andersen Festivals - 8 dage
Odense & Co: Music Days/GAFFA Prisen - 5 dage
Odense & Co: Odense Gaming Week - 1 dag
Odense & Co: Thinkers 50 - 3 dage
Odense & Co: Forhåndsreserveret - 5 dage
Overført til 2018: 9 dage

2018:
Odense Symfoniorkester - 42 dage
Ledige: 2 dage

2019:
Overført til 2018: 15 dage
Ledige: 5 dage
 

 

 

 

 

 

Ved du noget? Så send os et tip

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.