Ingen radiokontakt med fragtskib

Der var ingen radiokontakt mellem fragtskibet M/V Karen Danielsen og myndighederne op til kollisionen med Storebæltsbroen.

-

Der var ingen radiokontakt mellem fragtskibet M/V Karen Danielsen og myndighederne op til kollisionen med Storebæltsbroen.

I de sidste 10 minutter, inden fragtskibet M/V Karen Danielsen kl. 19.17 torsdag tørnede ind i Vestbroen, var skibet og myndighederne ikke i radiokontakt. Det oplyser Søværnets Operative Kommando, SOK.

SOK kan dog ikke sige, hvorvidt operatøren på det særlige radaranlæg på Storebælt forsøgte at kalde skibet op.

M/V Karen Danielsen sejlede fra Svendborg og skulle til Finland, men kom i den grad på afveje.

- Vi får en melding fra lodsen, da de passerer en meldelinje nede ved Thurø, om, at skibet er på vej, og at det sejler fra Svendborg til Finland. De sidste 10 minutter, inden skibet rammer broen, har vi ikke kommunikation med skibet, siger orlogskaptajn Clemens Hansen fra SOK.

Lods Søren Munch, der var skibets lods indtil Thurø,  siger til Ekstra Bladet fredag, at han er rystet over det skete.

- De er absolut alle kompetente og dygtige søfolk, og der var en god disciplin på broen. Jeg er da chokeret over, at en af dem nu savnes, siger lodsen til bladet.

På Storebælt overvåges skibstrafikken fra VTS, som er underlagt Søværnets Operative Kommando. VTS-systemet har været udsat for kritik - og står netop for at skulle udskiftes.

Hos SOK kunne man fredag morgen ikke sige, om VTS forsøgte at lave opkald til skibet på afveje. VTS har mulighed for at sende mindre fartøjer ud til skibe, som er på gal kurs. Om man i denne situation sendte de såkaldte afviserfartøjer ud fra VTS, kunne orlogskaptajnen i SOK fredag morgen ikke udtale sig om.

Oversigt

    Oversigt