Ingen stemmer må gå til spilde: Borgerlige i Odense rykker sammen

Syv blå partier i Odense er gået sammen i et valgteknisk samarbejde for at undgå stemmespild.

Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative, Liberal Alliance, Kristendemokraterne, Nye Borgerlige og Nyt Odense har indgået valgforbund for at stå stærkest muligt til kommunalvalget til efteråret.

Et valgforbund er et valgteknisk samarbejde. Hvis for eksempel Konservative ikke har stemmer nok til at opnå et ekstra mandat, sendes de overskydende stemmer videre til et eller flere af de andre partier.

På den måde undgår partierne stemmespild.

Tæt løb i 2013

Ved valget i 2013 var valgforbundet i blå blok tæt på borgmesterposten, men manglede 1.586 stemmer, for at flertallet var tippet.

- Denne gang sikrer vi, at alle stemmer i den borgerlige lejr går til at opnå borgerligt flertal. Og jeg kan på alles vegne roligt sige, at vi glæder os rigtig meget til valgkampen og dialogen med odenseanerne om, hvordan vi udvikler vores kommune, siger Venstres spidskandidat, Jane Jegind.

Det er kun en uge siden, at de røde partier i Odense kunne præsentere deres valgforbund, som består af Socialdemokraterne, Enhedslisten, SF, Radikale og Alternativet.

Kommunalvalget finder sted den 21. november 2017. 

 

Oversigt

    Oversigt