Ingen tog mellem Nyborg og Odense

Sporarbejdet på Fyn er ikke færdigt som planlagt mandag morgen. Det betyder, at der istedet er indsat togbusser mellem Nyborg og Odense.

Det sporarbejde, som har været i gang på Fyn i Kristi himmelfartsferien, bliver alligevel ikke færdigt til mandag morgen.

Det er derfor en rigtig god idé at holde øje med rejseplanen, hvis du har planlagt at skulle med tog på strækningen mellem Nyborg og Odense.

- Vi mangler stadig at få udført en række svejseopgaver og få justeret dele af sporet ved Marslev og på Odense Station. Selv om der er blevet arbejdet fokuseret alle dage, og vi har haft indkaldt ekstra mandskab, kan vi ikke nå at blive færdige til mandag morgen. Vi beklager naturligvis de gener, det giver for passagererne og godsoperatørerne, siger Marianne Rasmussen, anlægschef i Banedanmark.

Grunden til, at sporarbejdet er blevet forsinket, er, at Banedanmark er stødt på mere blød bund end forventet. Desuden stødte man også på en nedlagt gangtunnel langt nede i jorden, som man ikke havde regnet med. 

Man kan følge sporarbejdet på Banedanmarks hjemmeside

Oversigt

    Oversigt