Ingen uddanner sig som konservator på Fyn

I Danmark er vi nogle af verdens bedste til at udstoppe dyr. Alligevel er der meget få, som vælger at uddanne sig til konservator. I år er der slet ingen i lære på Fyn.

- Det her er det bedste job, der findes. Jeg kunne ikke se mig selv lave noget som helst andet.

Det siger Morten Boesen, er selvstændig konservator i Martofte.

Han er én ud af i alt 25 konservatorer, som kan leve af at udstoppe dyr i Danmark. Udover ham, findes der kun tre andre på Fyn. Morten Boesen var selv i lære som konservator for ti år siden, men det er ikke nemt at få en læreplads i branchen.

- Jeg var rigtig heldig dengang, og det er jeg glad for i dag. Man skal være i lære i fire år, og det er der ikke mange konservatorer, der har ressourcerne til, siger han.

Høj dansk kvalitet, men ingen lærepladser  

I Morten Boesens værksted pynter blandt andet et udstoppet egern, som han vandt verdensmesterskaberne i udstopning med i 2007. Og Morten Boesen er ikke den eneste danske konservator, der har gjort sig bemærket uden for landets grænser, fortæller Kim Højland, formand for Dansk Zoologisk Konservatorforening (DZK).

- I Danmark har der i mange år været tradition for at højne kvaliteten, når det kommer til de teknikker og materialer, man bruger til at udstoppe dyr med. Derfor klarer vi os også rigtig godt i internationale sammenhænge, fortæller Kim Højland.

Konservatoruddannelsen

Den høje danske kvalitet skyldes især, at man her i landet har gode muligheder for en lang konservatoruddannelse. Men for at tage den fire-årige mesterlæreuddannelse kræves det, at man selv finder en læreplads hos en anden konservator i landet - og her flyder det ikke med muligheder.

- Vi får løbende ansøgninger fra folk, som gerne vil i lære. Desværre er der ikke særlig mange af de nuværende konservatorer, som har mulighed for at tage folk ind i fire år lige for tiden, fordi der ikke er nok arbejde eller ressourcerne til det, siger Kim Højland.

Af den grund er der derfor i øjeblikket ingen i lære på Fyn og i resten af landet.

Strammere lovgivning gør det sværre

Flere lovmæssige ændringer gør også branchen vanskeligere at agere i, end den før har været, forklarer Kim Højland:

- Der er rigtig mange regler forbundet med at være selvstændig konservator, og det bliver hele tiden mere besværligt. Der er mange ting at forholde sig til; den nye persondatalov, fødevarelovgivningen, dyrlæger eller skov- og naturstyrrens regler og så videre.

Han understreger dog, at konservatoruddannelsen altid har været en niche-brance, og at optaget derfor også bør følge efterspørgslen:

- Der er stadig efterspørgsel på det, som vi kan, og det forventer jeg, at der også vil være fremover. Nogle gange ser vi små tendenser, som at zebraskind eller gevirer bliver populært igen, og så bliver der brug for os.

Oversigt

    Oversigt