Ingen vikarer i to måneder

Vikarkontoen på flere folkeskoler er brugt op. I Assens betyder det at elever går glip af undervisning, når læreren er syg.

Stigende problem

Når matematiklæreren har influenza, må 1.a sidde alene i klasseværelset, mens 8.b går hjem uden undervisning. Skolen har ikke længere råd til en vikar. Sådan ser billedet ud på flere folkeskoler rundt om i Danmark, og problemet er stigende, mener Danmarks Lærerforening.

I Assens har kommunen smækket pengekassen i, fordi skolerne allerede har brugt vikarbudgettet. Det betyder, at der er ansættelses- og vikarstop indtil årsskiftet.

- Det går ud over børnene. I stedet for en vikar, fører en anden lærer måske tilsyn med klassen, og så er der ikke tale om undervisning, siger Orla Andersen, sagsbehandler i Vestfyns Lærerkreds.

Også på folkeskoler på Bornholm og på Bremdal Skole i Struer får de ældste elever ofte fri før tid eller personalet rykket fra andre klasser, når en lærer er syg.

Danmarks Lærerforening genkender problemet.

- Det er umuligt at styrke elevernes faglighed, hvis de ikke får den undervisning, de ifølge loven har krav på. På længere sigt vil det sige, at nogle børn får ikke det udbytte ud af skolen, som vi gerne vil give dem, siger formand Anders Bondo Christiansen.

Oversigt

    Oversigt