I det fynske folks tjeneste

Inger Støjberg roser Odenses plan for Vollsmose

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg roser Odense Byråds nye Vollsmoseplan. Også Socialdemokratiet på Christiansborg bakker op.

Integrationsminister Inger Støjberg roser Odense Byråds nye plan for Vollsmose Foto: (Henning Bagger) / Scanpix

Der er ros fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg til Odense Kommunes nye plan for Vollsmose. Ministeren glæder sig over, at odense-politikerne både vil sætte ind med tiltag, der skal forandre boligområdet og beboersammensætningen. Hun mener, at den nye Vollsmoseplan flugter med den ghettoplan, som regeringen præsenterede i foråret.

Læs også Enighed om at hver fjerde bolig i Vollsmose kan rives ned

- Derfor er jeg selvfølgelig også glad for, at man i Odense Kommune har taget tråden op og vedtaget en plan, der flugter med principperne i regeringens ghettoplan, og som sætter ind på en række af de samme områder. Både med fysisk omdannelse af Vollsmose, men også med målsætninger om, at flere skal lære dansk, siger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg i et skriftligt svar til TV 2/Fyn.

Min grundlæggende holdning er, at det er enormt positivt.

Dan Jørgensen, Soc.dem, MF

1000 boliger skal rives ned

"Den Sidste Vollsmoseplan" blev præsenteret tirsdag eftermiddag på et pressemøde, hvor samtlige partier i Odense Byråd underskrev aftalen, og dermed står alle 29 byrådsmedlemmer i Odense Byråd bag planen. 

Planen lægger op til, at der kan rives 1000 boliger ned i det socialt belastede boligområde. Og ifølge aftalen skal "den strategiske nedrivning" påbegyndes i Bøgeparken. Målet med nedrivningen er at ændre beboersammensætningen i bydelen, hvor der i dag bor over 9000 mennesker, men hvor der kun er almene lejeboliger.

Læs også Vollsmose-beboer til politikerne: - Hav fokus på de kriminelle

Udover at nedrive eksisterende almennyttige boliger, skal der ifølge planen også bygges 1600 nye ikke-almene boliger. Og politikerne er allerede nu på jagt efter investorer der vil skyde penge i at bygge nye boliger i området. Foreløbig har der været dialog mellem borgmester Peter Rahæk Juel og pensionsselskabet PKA.

Drastiske midler er nødvendige

Også Socialdemokratiet på Christiansborg bakker op om planen for Vollsmose. Næstformand i den socialdemokratiske folketingsgruppe, Dan Jørgensen, glæder sig over, at byrådet i Odense er enige om planen.

- Min grundlæggende holdning er, at det er enormt positivt. Det er en meget ambitiøs plan med drastiske midler, men det er også helt nødvendigt, hvis vi skal parallelsamfundene til livs. Det er en klog beslutning fra byrådet, slår Dan Jørgensen fast.

Børn skal tale bedre dansk

Udover nedrivninger og nybygninger lægger planen også op til, at børn i Vollsmose skal tale bedre dansk og andelen af børn der går i muslimske friskoler skal sænkes markant. Og netop indsatsen overfor de børn, der vokser op i Vollsmose glæder udlændinge- og integrationsministeren.

- Det er helt afgørende for børnene i de her områder, at de lærer det danske sprog, så de vokser op og kan begå sig i vores samfund. Jeg håber, at aftalen snart bliver udmøntet i en egentlig udviklingsplan for området, så vi kan begynde at se en reel forandring af Vollsmose. Det kan efter min mening ikke gå hurtigt nok, slår Inger Støjberg fast i en skriftlig kommentar til TV 2/Fyn. 

"Den Sidste Vollsmoseplan" er en overordnet plan, som i de kommende måneder skal udmøntes i konkrete delaftaler med både boligforeningerne, beboerne og andre aktører i Vollsmose.