Innovationscenter i Odense bliver nationalt

Et innovationscenter i Odense, som skal udvikle fremtidens sygehuse og velfærdsteknologi, skal være hele Danmarks center mener Region Syddanmark.

Innovationscenteret, som åbnede først i september, er Europas første.

Det blev skabt for at finde på nye indretninger af sygehuse og ny teknologi i et samarbejde mellem sygehuspersonale og private virksomheder.

Det, mener Region Syddanmark, bør stå til rådighed for hele landet.

- Der er ingen grund til, at en god ide skal begrænses til en region, siger formanden for Region Syddanmark, Carl Holst, Venstre.

Han mødes torsdag med indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder, hvor han vil fortælle, hvorfor Region Syddanmark gør centret nationalt.

- Region Syddanmark vil gerne føre an i jagten på bedre omsorg for patienterne. Derfor tilbyder vi virksomheder, forskere og sundhedspersonale fra hele landet at komme og udvikle ny velfærdsteknologi i Odense, siger Carl Holst.

Mange muligheder

Innovationscentret arbejder på at udvikle hele sygehusafsnit og ny teknologi, der letter og forbedrer behandlingen af patienterne.

Det kan for eksempel være selvkørende senge, robotter, der tager blodprøver og smarte computersystemer.

Region Syddanmark ser det samtidig som et af de områder, hvor fremtidens danske arbejdspladser skal findes.

Oversigt

    Oversigt