I det fynske folks tjeneste

Institution for kriminelle i socialchefs hus

Ørbæk Kommunes Social- og kulturchef har solgt sit eget hus til Fyns Amt. Hvis kommunen godkender amtets planer, skal huset bruges til en ny institution for stærkt kriminelle unge.  Borgmesteren i Ørbæk kalder det \"et uheldigt sammentræf\" at der skal være institution i socialchefen hus, men han mener ikke at sagen giver Ørbæk Kommune et habilitetsproblem.

-

Ørbæk Kommunes Social- og kulturchef har solgt sit eget hus til Fyns Amt. Hvis kommunen godkender amtets planer, skal huset bruges til en ny institution for stærkt kriminelle unge.  Borgmesteren i Ørbæk kalder det \"et uheldigt sammentræf\" at der skal være institution i socialchefen hus, men han mener ikke at sagen giver Ørbæk Kommune et habilitetsproblem.


Ledte i 3 år
I onsdags offentliggjorde Fyns Amt, at der skal indrettes en institution for kriminelle unge på Frørupvej i Odense. Da amtet i over tre år har ledt efter egnede lokaler til den sidste af to institutioner for kriminelle unge, var det en glad og tilfreds Ib Dalsfledt(DF), der som formand for Social - og psykiatriudvalget kunne fortælle, at nu var der endelig fundet egnede lokaler.


Sagen undersøgt til bunds
Men Fyns Amt har dog ikke indgået aftalen med Ørbæk Kommune uden betænkeligheder. Huset på Frørupvej 34A er nemlig ejet af kommunens Social- og Kulturchef.


\"Vi er i udvalget blevet orienteret om at husets sælger er en topembedsmand i kommunen. Forvaltningen har derfor undersøgt om det skulle give anledning til problemer for Fyns Amt, og da konklusionen var, at det ikke ville give problemer, godkendte vi købet\" siger udvalgets formand Ib Dalsfledt(DF). 


Mangler lokalplan
Ørbæk Kommune har også godkendt, at Frørupvej 34A bliver indrettet til social institution for kriminelle unge. Men lokallisten enlige medlem af byrådet finder det betænkeligt, at husets sælger er kommunens socialchef.


\"Det minder for meget om kammerateri. Jeg syntes ikke, at socialchef Claes Andersen skulle sælge sit hus, når han ved, at det skal bruges til social institution. Jeg er bange for at det giver kommunen habilitetsproblemer\", siger Preben Faurholdt.


Uheldigt sammentræf
Men et flertal i byrådet er dog indstillet på at godkende, at der bliver oprettet en amtslig institution på Frørupvej, selvom det er i socialchefen tidligere hus.  


\"Det er et uheldigt sammentræf, og jeg kan godt forstå hvis nogle borgere finder det besynderligt. Men Ørbæk Kommune har intet med institutionen at gøre, og derfor mener jeg ikke, at det er et problem, at husets sælger er en topembedsmand i kommunen\", siger borgmester Kaj Refslund(V).


Huset er på 311 kvadratmeter og Fyns Amt har købt huset til 1,5 mio. kr, hvilket er 50 procent over vurderingen for huset. Ørbæk Kommune har besluttet, at der skal udarbejdes en lokalplan for området før Fyns Amt kan indrette institution i huset - blandt andet for at høre naboerne og undgå beskyldninger om inhabilitet.


Borgmesteren afviser også, at byrådets behandling af lokalplanen vil blive farvet af, at sagen handler om socialchefens hus.


Klar om et år
\"Hvis det handlede om en byrådspolitikers hus ville jeg være betænkelig. Men private forhold for en embedsmand vil ikke påvirke byrådets behandling af sagen\", siger Kaj Refslund.


Ørbæk Kommune forventer, at en lokalplan for området kan være klar i løbet af seks måneder. Fyns Amt regner med at kunne åbne institution for de 4-5 kriminelle unge til næste sommer.


Det har ikke været muligt at træffe Social- og kulturchef Claes Andersen for en kommentar. 

Ved du noget? Så send os et tip