Institution stadig lukket på grund af skimmelsvamp

Odense Kommune foretog mandag yderligere undersøgelser af indeklimaet i institutionen Bolden. Den skimmelsvampsramte vuggestue skulle oprindeligt være genåbnet mandag, men da der var mistanke om flere problemer, blev åbningen udskudt mindst en uge. Svaret på de nye prøver kommer først på fredag. 

Prøver af alt

I følge konsulent Jan Gunnar Danielsen fra kommunens institutionsafdeling har man taget prøver af stort set alt fra gulv til loft i institutionen mandag formiddag. Prøverne skal nu dyrkes i laboratorier, inden der foreligger et svar på fredag. Først da tager man stilling til, hvornår Bolden kan genåbne, men det bliver tidligst tirsdag d. 25. oktober.

Mistanken om yderligere problemer med indeklimaet opstod i fredags, mens TV 2/FYN lavede optagelser til et indslag om forældrenes bekymring over at sende deres børn tilbage til institutionen. Forældrene mener, at deres børn er blevet syge ved at være i vuggestuen.

Fredag blev sikkerhedsrepræsentanter og bygningskonsulenter hasteindkaldt, da der var mærkelig lugt i institutionen.

link

Oversigt

    Oversigt