I det fynske folks tjeneste

Intens seance med Ole Lukøje

Foto: Thorsten Iversen

Det var et brag af en koncert fra et dansk orkester, der synes forynget og erfarent på en gang. Sådan lyder det Gaffas anmelder efter Sandmens optræden på Rød scene.

The Sandmen, Red Stage, Tinderbox

Fem af seks stjerner   

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Man ser scenen for sig. Der er trængsel i helvede, og djævelen er rødglødende omkring afgørelsen af alle tiders københavnsmesterskab i rock'n'roll, for hvad gør man, når man har Allan Vegenfeldt foran sig til at gøre Steen Jørgensen og Jesper Binzer rangen stridig. Well, var djævelen med på en kigger, da gråskæggede Vegenfeldt til aften gjorde scenen på Tinderbox til sin ejendom,, kunne treforken meget vel have peget på ham. Så potent fedt var Allan Vegenfeldts erfarne sangforedrag med en udgave af The Sandmen, som muligvis er den bedste nogensinde.

Hjemme i hovedstaden kender jeg mange musikere, der omtaler bassist Jens Hein med lige dele taknemmelighed og ærefrygt. Han er perfekt til The Sandmen, som han var det hos Mellemblond, og når man overfor sig har Michael Rasmussen, der allerede var et sjældent talent, da jeg så ham engleansigtet og krøllerne bag Fritz Fatal i punkbandet Before, en kraft der kanaliserede gestalter som The Doors' John Densmore, og både kan den traditionelle tromme og skaber det fortættede, når rocken bliver rituel. Igen perfekt for The Sandmen på sådan en aften.




I de første år var Stefan Jensen guitaristen - lad mig indskyde til Filip, guitaristens tvillingebror og medsammensvorne i punkbandet Warshore: Respekt og R.I.P.!!! - og efterfølgende tog mageløse Sam Mitchell over - igen respekt til det hinsides - men det fede er, at man i Stefan Moulvad - der mestendels trakterede den sorte Levin-spade med Bigsby-vibrato på fornemmeste vis, når der da ikke blev skiftet våben og effektiv slideguitar blev sendt af sted - har en guitarist, der spiller rocken så twanget fedt, og kom hele vejen rundt.

Men til sagen:

The Sandmen anno 2016 har aldrig været bedre. Deres seneste dansksprogede udgivelse var godt set, og ledsaget af den tæft til at skrive hit, som har ørehængerappel, var det vintage stuff fra Ole Lukøjes disciple. Her kom alle de kendte sange, fra Can't Cry No More over House in the Country til Long Leg Sally og 5 Minutes Past Loneliness, hvor garvede publikummer rejste sig som et og sang med, som danskere bare gør, når sangen er god nok.

Det var blues og rock. Og en mængde ture ind i den rituelle trance, hvor vi guidet af Gråskæg i front bevæbnet med maracas, såSympathy For The Devil ikke var langt væk, mens Michael Rasmussens trommespil på de to gulvtam'er lullede os helt ind der, hvor The Sandman - Hr. Lukøje - gør dine øjenlåg tunge i bøn til rockens gestalter.

Det var et brag af en koncert fra et dansk orkester, der synes forynget og erfarent på en gang.

Tak for sangene, drenge!

Ved du noget? Så send os et tip