Intensivpatienter kan stadig flyttes

Kapaciteten på intensivafdelingerne bliver ikke ændret, trods sag om en kvinde i respirator, der for nylig døde, efter hun blev flyttet fra Odense til Esbjerg.

Patienter på intensivafdelinger får ingen garantier om, at de undgår at blive flyttet fra et sygehus til et andet på grund af mangel på senge. Det var beskeden fra regionernes formand Bent Hansen efter et møde om sagen med Folketingets Sundhedsudvalg i dag.

- At der overføres patienter mellem intensivafdelinger kan ikke forhindres. Det har foregået, og det vil fortsat ske, fordi vi ikke har personale og penge til at undgå det, siger Bent Hansen.

Mødet om kapaciteten på intensivafdelingerne blev aftalt i kølvandet på, at Folketingets Sundhedsudvalgs formand, Preben Rudiengaard i TV-avisen den 30. november kritiserede regionerne for at transportere en respiratorkrævende kvinde fra Odense til Esbjerg, hvor hun døde.

Men skal man undgå den slags situationer kræver det, at man har overkapacitet på sygehusene og fra Folketingets side prioriterer, at der afsættes midler til personale og sengeplads, lyder det fra Bent Hansen.

Oversigt

    Oversigt