Interaktive infostandere i Odense bymidte

Odense Kommune vil opstille en række elektroniske standere i bymidten. Infostanderne skal fungere som informationstavler og give gratis trådløs internetforbindelse til odenseanerne.

-

Odense Kommune vil opstille elektroniske standere forskellige steder i byen, som skal fungere som informationstavler og give gratis trådløs internetforbindelse til odenseanerne.


I første omgang skal der opsættes otte infostandere

I første omgang er det kommunens plan at opstille otte hærværks- og grafittisikrede infostandere til april i år. De otte standere skal stå ved Sortebrødre Torv, Brandts Klædefabrik, Vestergade/Kongensgade, Klingenberg, Vestergade ved ruinen, Odense Banegårdcenter og Center Øst. Derudover vil Rosengårdcentret indkøbe otte standere som kan blive koblet op på samme informationssystem, og kommunen håber at andre forretninger eller institutioner vil tilslutte sig systemet senere.

Gratis internet

Infostanderne fungerer som edb-skærme og de vil få fast internetopkobling, som gør det muligt for borgerne at gå på nettet, hvis de sidder på en bænk eller en café i nærheden af en infostander. Samtidig vil hver stander få installeret et lille kamera, så odenseanerne altid kan sende et elektronisk postkort med billede fra en infostander.

Standernes primære funktion bliver dog at informere om aktuelle kulturelle begivenheder og turistattraktioner. Derudover skal standerne via informationoverførsler fra satelliter give oplysninger om de sidst opdaterede bustider.

Systemet bliver udviklet i samarbejde med blandt andet H.C. Andersen Fonden og EU-projektet Liveable City. De otte infostandere koster i alt 718.000 kroner, og pengene bliver taget fra en konto, der var reserveret til forbedringer af veje og torve i midtbyen.

Odense bliver den anden by i Danmark, der får infostandere i bybilledet. I forvejen har Kolding et antal infostandere.

Oversigt

    Oversigt