Intet motiv til nedskydning

Politiet i Odense er mandag eftermiddag ikke kommet meget nærmere en årsag til, hvorfor en 32-årig, odenseansk mand tidligt mandag morgen blev vækket og skudt af to mænd. 

Det fortæller politiet til TV2/FYN og Ritzau.
- Afhøringerne af de anholdte er stadig i gang, og vi har kun talt kortvarigt med offeret, da han vågnede fra narkosen, siger vicekriminalkommissær Jack Liedecke.

Både de anholdte og offeret er i forvejen kendt af politiet, og vicekriminalkommissæren mener derfor, at der kan være tale om et internt opgør.

Manden blev overfaldet på sin bopæl på Stenløsevej i Odense, hvor han blev vækket, da de to mænd ved halv fem-tiden brød ind i huset og affyrede jagtgeværet mod ham. 

Senere blev fem mænd under nogen dramatik anholdt på en adresse i Neder Holluf. Politiet forsøgte først via en megafon at få mændene til at komme ud, men da de ikke reagerede, skød politifolkene tåregas ind i huset. 

Det var først på eftermiddagen ikke afgjort, hvor mange af de
fem anholdte der fremstilles i grundlovsforhør.

Oversigt

    Oversigt