I det fynske folks tjeneste

Intet tilsyn med kloakker i kolonihaver

I Odense er det op til haveforeningerne selv at sørge for ordnede kloakforhold. På landsplan vurderes det, at kun 20 procent af 62.000 kolonihaver er kloakerede. Mange steder bliver kloakvandet ledt direkte ud i naturen.

Selvjustits

Hvor spildevandet fra de odenseanske kolonihaver havner, står hen i det uvisse. Odense Kommune fører ikke miljøtilsyn med havernes kloakforhold.
- Det er haveforeningerne selv, som skal føre selvjustits på området. Der er indgået en kontrakt med kommunen, hvor det er aftalt, at tingene skal være i orden, fortæller ingeniør Anne G. Pedersen, afdelingen for industrimiljø i Odense Kommune.

Afføring graves ned

Som hovedregel er det kun det fælles foreningshus i den enkelte haveforening, som er kloakeret. Dertil har en række lodder godkendte samletanke, som er tilmeldt tømningsordning. De hører til et fåtal.
Men de gamle 'das'-toiletter er stadig udbredte, og afføringen opsamlet heri må graves ned på grunden, sålænge der ikke plantes grøntsager henover nedgravningen.
Derudover vurderer kommunen, at en lang række kolonihaveejere har lavet selvbestaltede kloakanlæg.
For år tilbage gennemførte Odense Kommune ordnede miljøforhold i de haveforeninger, som lå på områder, hvorfra der indhentes drikkevand til byen.