I det fynske folks tjeneste

Trussel mod fiskeriet: Invasiv fiskeart registreret i Odense Fjord

Den sortmundede kutling har spredt sig til Odense Fjord. Det er første gang, at den invasive fisk registreres så langt mod nordvest i Danmark.

Den sortmundede kutling kan blive op til 25 centimeter. Dette eksemplar, som er fanget i Odense Fjord før påske, målte 14 centimeter. Foto: Jesper Kuhn, DTU Aqua

Den sortmundede kutling har været i de danske farvande siden 2008, hvor den første gang blev registreret ved Bornholm. Siden har fisken, som ikke hører hjemme i de danske farvande, spredt sig - nu også til Odense Fjord.

Læs også Turister skal på krogen: Her sprøjter de tusindvis af havørreder ud

Der er tale om et enkelt eksemplar, som blev fanget i en ruse før påske i forbindelse med et forsøgsfiskeri i samarbejde med DTU Aqua. Kutlingen var lige under 14 centimeter lang.

Trussel for hjemmehørende fiskearter 

Den sortmundede kutling udgør et problem, fordi den kan være en hård konkurrent for de fisk, som er hjemmehørende fiskearter i de kystnære områder omkring Danmark. Undersøgelser fra DTU Aqua viser for eksempel, at bestanden af ålekvabber er gået voldsomt tilbage i de områder, hvor den sortmundede kutling har slået sig ned.

Derudover kan den sortmundede kutling, som oprindeligt hører hjemme i Sortehavet, udgøre så stor en del af erhvervsfiskernes fangst, at den truer det lokale fiskeri. Det er nemlig ikke en særlig populær spisefisk, men det skal der laves om på.  

Læs også Vagter skal beskytte nyudsat fiskeyngel

Derfor har DTU Aqua startet projektet Sortmund, som er finansieret af Miljø- og Fødevareministeriet. Projektet skal undersøge, hvordan den fremmede fisk kan udnyttes kommercielt, så den kan komme til at fylde tallerkenerne på de danske middagsborde.