Inviterede røvere med hjem

To svendborgensere inviterede lørdag aften to mænd fra Litauen med hjem, blev slået ned og bestjålet.

Omkring kl. 22 mødte de to brødre på 41 og 50 år fra Svendborg to mænd i tyverne fra Litauen i byen og inviterede dem med hjem på den enes bopæl.

Efter ca. en halv time blev de to svendborgensere slået bevidstløse. Præcist hvad der skete, husker mændene ikke noget om.

Da de vågnede op lidt senere var litauerne væk. Det samme var en bærbar PC og et fladskærms TV.

Røveriet blev anmeldt kl. 23.30. En times tid senere standsede politiet de to litauere ved Kværndrup. De var begge berusede, og modsatte sig anholdelse, ligesom de nægtede at identificere sig.

De to litauere blev søndag eftermiddag varetægtsfængslet i 14 dage oplyser vagtchefen ved Fyns Politi.

Oversigt

    Oversigt