iPads bekymrer politikere

Samtlige medlemmer af Odense byråd modtager fremover deres dagsordener og bilag på hver deres ipad. Formålet er at spare papir og porto. Men ikke alle politikere er glade for den idé.

Christian Frederiksen (S) har ligesom alle de andre byrådsmedlemmer fået en iPad, hvor han kan læse alt det som tidligere kom på papir.

Men han er ikke helt tryg ved det.

- Selvfølgelig ved jeg godt, at det er besparelse i forhold til papirtingene, men det vigtigste er da, at vi politikere er ordentlig orienteret og vi kan sætte os ind i alle de sager, der er i forvaltningerne. Det er jo ikke kun embedsmændene, der skal vide, hvad der foregår i forvaltningerne, siger Frederiksen.

Et problem er, at man skal bladre frem og tilbage mellem for eksempel en sag og dens bilag eller forskellige dagsordner.

Christian Frederiksen mener, det kan føre til at han misser oplysninger. Det giver også mange timer ved skærmen.

iPad kræver tilvænning

- Det kræver en længere tilvænning, og det med koncentrationen skal man altså ikke bare kimse af, fordi alle ved jo, at hvis man sidder meget lang tid bag en skærm, så kan man ikke koncentrere sig.

- Det er altid svært, når man skal prøve noget nyt. Jeg har selv haft iPad som et forsøg siden sidste sommer, og jeg har det stadigvæk sådan, at når jeg har papirløsningen eller iPad, så vælger jeg ofte papiret alligevel, siger SF's byrådsmedlem Kasper Westh.

Både Christian Frederiksen og Kasper Westh mener dog, iPaden skal have en chance.

- Jeg synes også, at vi har nogle andre mulighedermed den nye løsning, så derfor er jeg glad for, at byrådet har taget den beslutning, at det er fremtiden. Og så må vi jo væne os til det, som vi nu bedst kan, siger Kasper Westh.

Oversigt

    Oversigt