Iran må gerne undervise i Odense

Det er helt i orden, at den iranske ambassade låner lokaler til undervisning i Odense.

Det besluttede Odenses byråd på et møde onsdag, skriver Fyens Stiftstidende.

Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen havde ellers rejst spørgsmålet om, hvorvidt det er i orden, at Odense Kommune låner lokaler ud til modermålsundervisning i persisk betalt af den iranske ambassade. Det mener han bestemt ikke med henvisning til, at Iran er et diktatur styret benhårdt af en gruppe præster.

Men det var ikke et synspunkt, der affødte klapsalver fra byrådets øvrige medlemmer, der mere anser det som et principielt ja eller nej til at tilbyde gratis udlån af lokaler til modersmålsundervisning - uanset hvem der betaler lærernes løn.

Skolerådmand Jane Jegind (V) anbefalede at stemme imod Alex Ahrendtsens forslag, fordi hun mener, at ansvaret for udlån af skolerlokaler er bedst placeret hos skolelederen, og det var alle andre end DF'eren enige i, og dermed kan persiskundervisningen fortsætte uantastet, skriver Fyens Stiftstidende.

Oversigt

    Oversigt