Isager Arkitekter skal tegne veteranhjem

Det bliver det odenseanske arkitektfirma Isager Arkitekter, der skal slå stregerne til det nye veteranhjem i Odense.

De var sammen med to øvrige arkitektfirmaer indbudt til en idekonkurrence med forslag til arkitektur og udformning af det kommende veteranhjem.

- I dommerkomiteen er vi begejstrede for ideen om at skabe en arkitektur, der kombinerer den velkendte ro i et kloster med muligheden for også at kunne søge fællesskabet og samværet med andre, der har kendt til at være udstationeret og i krig. Odense Veteranhjem bliver det første danske veteranhjem, der fra grunden er designet og bygget efter de hjemvendte soldaters behov. Det synes jeg, at Isager Arkitekter udnytter optimalt med deres vinderforslag, siger rådmand Steen Møller fra Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, der er formand for dommerkomiteen.

Mens landets øvrige veteranhjem er rykket ind i allerede eksisterende bygninger, skal veteranhjemmet i Odense etableres som et nybyggeri.

Veteranhjemmet skal bygges i haven ved Soldaterhjemmet Dannevirke tæt ved Ansgar Anlæg på Sdr. Boulevard.

Hjemmet skal fungere som et midlertidigt hjem for traumatiserede veteraner, der i en periode har brug for absolut ro og privatliv for at kunne håndtere tilværelsen.

Samtidig skal veteranhjemmet være et naturligt samlingssted for veteraner og deres pårørende.

Vinderforslaget skal nu bearbejdes i samarbejde med veteranerne og tilpasses efter den økonomiske ramme, der kan skaffes til byggeriet. Forsvarsforligspartierne har i december 2014 bevilget de første otte millioner kroner til Veteranhjem Odense.

Oversigt

    Oversigt